Lad dem
Strofe 1
Lad dem være i fred.
Lad dem skændes.
Lad dem skrige og stønne.
Lad dem få dig til at stå for indkøbene.
Lad dem sende en tom madkasse med i skole.
Lad dem glemme endnu en fødselsdag.
Lad dem give dig skylden.
Lad dem fylde dig med angst.
Lad dem sparke døren ind til dit værelse.
Lad dem tæve dig i gulvet og få dig til at tørre blodet op.
Lad dem, der spørger, forstå, at der ikke er noget galt.
At det var en skabslåge, en trappesten, et uheld.
En dag bliver du stor, selvom du føler dig lille.
Du klarede det.
Du skal flytte langt væk, hvor selv deres næver ikke kan nå.
Mor græder som et springvand.
Det giver et gib i din krop, da far rækker armen frem.
Men den her gang planter han den bare blødt på din skulder.
Så lukker døren bag dig.
Lad dem være alene.
Strofe 2
Din far dør fire år efter.
Præsten skynder sig til salmerne.
Kirkesangeren kæmper for at overdøve stilheden.
Din mor er den eneste, der græder.
Du prøver ikke engang.
Hvorfor skulle du?
Din far havde heller ikke gjort det.
Degnen hjælper med at bære kisten ud.
Du følger rustvognen med øjnene,
Indtil den forsvinder i horisonten.
Præsten kommer over til dig.
Hans kjole blafrer i den kolde forårsvind.
”Din far er her stadig,” siger han og trykker dig i hånden.
Du mærker noget presse sig på.
”Det er helt okay at græde,” siger præsten med en stemme vant til døden og slipper sit tag i din hånd.
I bliver stående og betragter gravpladsen, og på en underlig måde føles den levende.
En måned efter dør din mor også.
Lad dem hvile i fred.
Strofe 3
Børnene tumler i det friske græs
Og ler op mod solen,
Som skinner ned på dem.
Grillet kød og nye kartofler i sommervarmen.
En bold flyver ind til naboen.
Barndommen, du aldrig fik,
Og som du nu forsøger at give.
Men hvem kan dog forlange så stor en gave
Fra en, som intet har?
Sorgen og traumerne ligger altid på lur
Som et rovdyr,
Der venter på sit offers mindste fejl,
Inden det slår til
For at flå og rive.
Du bygger et bolværk af billig sprut,
Der splintres af vreden og børnenes råb.
Du råber tilbage,
Et byttedyr på jagt.
Børnene fylder deres lunger,
Og råber så højt, som deres små stemmer kan bære:
”FUCK DIG!!”
Luften dirrer.
Rummet bliver stille.
Du hører dig selv trække vejret.
Knoglebrud, hjertebrud, nedbrud.
Slagene rammer som kraftig regn på en sommerdag.
Børnene skriger.
Lad dem.