Føler mig som et menneske
Når vi muterer, ændrer vi os, og når vi ændrer os, er vi mennesker.
Hvad er vi så, når vi ikke ændrer os?
Dyr?
Nogle gange føler jeg mig som et dyr. Ikke som det store og stærke dyr på savannen, der slikker sig i den afrikanske sol. Jeg føler mig heller ikke som det, sårbare flokdyr, der gnaver af grønne buske, konstant klar på at stikke af ved optræk til fare. Nej, jeg føler mig som et dyr i zoologisk have, fanget i et bur, og berøvet alle former for værdighed, mens grupper af mennesker går glade forbi, på den anden side.
Jeg arbejder i et revisionsfirma. Vi er 24 ansatte og 5, på deltid. En af dem hedder Mette, hun er den vigtigste. Det er hende, der får mig til at føle mig som et fanget dyr. Hun har lyse proptrækker krøller og smiler på en måde, som slår luften ud af maven på mig. Hendes bås ligger 3 op og 2 til højre fra min. Jeg ser hende for det meste kun, når hun går forbi min bås på vej ned til printeren, for det meste i en lang nederdel og med en blød sweater og altid med den samme spinkle broche sat fast på brystet.
I virkeligheden kunne hun lige så godt arbejde på den anden side af jordkloden. Vi snakker aldrig sammen og selv hvis vi gjorde, vil jeg aldrig invitere hende ud. Realiteten er, at hun er køn, 5 år yngre end mig og, at det for øvrigt er en alt for stor risiko i et kontormiljø, hvor rygter spredes som ild på en tør mark. Jeg er dybt deprimeret over dette og har flere gange overvejet, at sige mit job op. Alligevel kan jeg ikke få mig selv til det. Om det er Mette, der holder tilbage eller nederlaget er få stort til at se i øjnene ved jeg ikke. Smerten har fået mig til at finde stimulanser. Om morgenen fylder jeg en metaldrikkedunk med lige dele rom og cola. Hver gang Mette går forbi og jeg mærker mine destruktive tanker starte, tager jeg en stor slurk af flasken. Det hjælper, meget, alkoholen er som en beroligende hånd, der gør mig glad fremfor depressiv.
I den forbindelse er det er gået op for mig, at vi er flere, der gør det samme. Det var egentlig ikke så svært at regne ud. I vores firma er der frokostordning, drikkeautomat og kaffemaskine. Der er selv sagt ingen grund til at slæbe, noget at drikke med hjemmefra. Alligevel går 4-5 af mine kollegaer alle rundt med lignede metal drikkedunke, som de passer på som værdifulde objekter. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad deres ”Mette” mon kan være. Jeg ved at Anders fra IT-afdelingen lige har været igennem en grim skilsmisse. Trine snakkede om det, ude ved kaffemaskinen, hun havde hørt, at hans kone havde haft en affære med en af Anders venner.
En onsdag formiddag indkalder min chef mig og nogen andre til et formiddagsmøde i forhold til nogen regnskaber. Den slags møder er som regel, ulideligt tørre. Desværre viser det sig, at Mette også er til mødet. Jeg får derfor hurtigt drukket, indholdet i min drikkedunk. Resten af dagen har jeg derfor heller ikke noget, til at dulme mine tanker med. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på Mette, og snart begynder jeg igen at pine mig selv med tanken, om at jeg ikke er god nok til hende. Jeg overvejer at melde mig syg, da jeg tilfældigvis kigger over mod Anders kontorplads og opdager, at han har efterladt sin drikkedunk uden opsyn. Sandsynligvis bare for at gå på toilettet. Det er ikke unormalt, at vi går forbi hinandens kontorpladser, for at hente papirer eller lignede. Derfor er det også ganske nemt for mig at liste hen til Anders kontor og tage en slurk af hans drikkedunk. Der er ingen tvivl, om at Anders går igennem noget alvorligt. Indholdet af hans drikkedunk er stærkt, vodka, måske blandet op med en smule vand. Jeg tager et par stifter, som et påskud, og lister så veltilfreds tilbage til min egen bås.
Over den næste tid, sniger jeg mig rundt mellem de forskellige kontorbåse og drikker slurke af medbragte drikkedunke. Jeg bliver bekræftet i, at det er Anders, der går igennem, kontorets værste krise. Michael har aperol i sin, Frederik har vin, fransk så vidt jeg kan bedømme og Søren drikker kaffe med whisky, måske bare for morsomhedens skyld. I starten er jeg meget forsigtig med kun at drikke små slurke så de ikke opdager noget, men senere går det op for mig, at de jo umuligt kan klage over, at nogen har stjålet alkohol fra deres drikkedunk. Flere dage, lader jeg helt være med at tage min egen drikkedunk med. Jeg drikker bare af deres flasker, som en omvendt nisseven, der tager i stedet for at give, mens jeg morer mig over hvor forvirret og rådvilde de må føle sig.
Alle sidste fredage i måneden bestiller firmaet frokost fra et godt cateringfirma i byen. Det er et af højdepunkterne når det store bord i køkkenet, bliver fyldt med alskens varme retter i modsætning til de sædvanlige tørre sandwich. Vi samles alle medarbejder og spiser frokost sammen. Den her fredag har jeg dog svært at koncentrere mig om det dampende stykke lasagne, der ligger foran mig. i stedet, prøver jeg at udtænke metoder, hvorved jeg kan lokke en af dem med metaldrikkedunke foran sig væk. Michael, Anders, Søren eller Frederik væk fra deres drikkedunk, desværre er de blevet mere påpasselige den seneste tid, efter at tyverierne er blevet hyppigere. De sidder allesammen nede i den anden ende, Mette sidder der også sammen med en partner i firmaet. Hun har en nålestribet skjorte på, og har glattet sit hår. Da partneren rejser sig, sidder hun alene. Hun fumler lidt ved sin broche og stikker så hånden ned i tasken og finder en metaldrikkedunk frem som hun tager en lille slurk af, så skruer hun låget på og lægger den tilbage.
Jeg spiser eller siger ikke noget resten af frokosten. Bagefter sidder jeg bare i min bås og kigger ind i væggen, der går timer sådan, men jeg ænser det ikke. Da weekenden er lige ved at nærme sig. Indser jeg til sidst, at der ikke er nogen vej udenom
Jeg tager mod til mig og rejser mig. For første gange i de mange år jeg har arbejdet på kontoret, går jeg den korte vej henimod Mettes bås.
I det øjeblik føler jeg mig ikke som et indespærret dyr.
I det øjeblik føler jeg mig som et menneske.