5 gode råd til at skrive et digt

Få ord:
I endnu højere grad end i en novelle er der kun få ord i et digt. Det er derfor vigtigt, at du giver hvert ord værdi og mening. Tænk over alle de ord, der står tilbage i dit digts endelige version. Ikke alle behøver at være lige vigtige, men spørg dig selv: Er der nogen, som slet ikke bidrager til helheden?

Sproglige virkemidler er din ven:
Eksperimenter med de mange forskellige sproglige virkemidler i dit digt. Inkorporer dem, hvor de giver mening, og brug dem bevidst. Metaforer, symboler, gentagelser og kontraster kan være med til at skabe dybde og stemning. Hvis du ønsker en fuld oversigt over sproglige virkemidler, kan du finde den her.

Leg med struktur:
Digte kan være skrevet i frie strukturer som knækprosa, efter et fast rim- eller rytmemønster, fx ABAB, eller i bestemte former som sonet eller haiku. Leg med strukturerne og prøv forskellige former af, så du finder ud af, hvad der passer bedst til dit udtryk og dit tema.

Vælg dit tema:
Digte kredser ofte om et tema. Det kan være emner som død, kærlighed eller ensomhed. I starten kan det give god mening at indkredse dit tema, så du ved, hvad dit digt undersøger. På den måde får du et mere sammenhængende og fokuseret digt.

Giv dit digt liv:
Et digt er ikke klassisk prosa som meget andet litteratur – det er poesi. Et digt inviterer i højere grad til at lege med sproget og udfordre dets grænser. Find synonymer til dine ord, arbejd med lyd og rytme, eller skriv ting på nye og overraskende måder. En af poesiens gaver er netop fraværet af faste regler, hvilket giver dig frihed til at eksperimentere.

Scroll to Top