Jeg sidder i min bil på en tilfældig Circle K-station. Bilen står i laderen, og jeg kigger tomt ud i luften. Den er fyldt med brugte og gennemsuttede snusposer, beskidte kaffekopper og tomme vandflasker, der ligger i bunden af bilen.
Swiper i ventetiden meningsløst til højre og venstre på min Tinder-profil. En profil, der igen er blevet nulstillet, fordi jeg gerne vil starte forfra.
Det er ferie. Jeg har taget 14 dages ferie, eller dvs. det er faktisk 17 dage, da jeg tog fredagen op til ferien med. Den har været tiltrængt. Jeg har været brugt, jeg har været syg, jeg har haft for meget om ørerne i en ny stilling, jeg er landet i.
Den første weekend gik med en todagesfestival på Fanø. Blandt det, man kan kalde godtfolk. To overnatninger med gode venner.
Jeg har aldrig helt forstået det med at være til festival, hvor musikken skal være i centrum. Oftest føles det som et løb mellem diverse scener, hvor man skal skynde sig hen og få en god, dårlig plads for at høre den næste kunstner.
Mine venner troede, jeg mente det for sjov, når jeg sagde, at jeg hellere ville finde en bænk eller en stol og blot sidde. For mig føltes det nærmest som en sportsweekend, jeg havde købt billet til.
Hvorfor skal vi skynde os ned og finde en dårlig ståplads for at høre Christopher, når nu alligevel ingen i vores 40-50-årsgruppe kan lide manden?
Jeg har nu aldrig forstået det.
Men i dag er det mandag. Min krop er træt. Jeg kan se, at procenterne langsomt begynder at stige på Mazdaen. En Mazda, som ud over gennemsuttede snusposer også er fyldt med soveposer, tøj, telt, campingstole, bestik og gryder, der i farten er blevet flået ud af køkkenskabene.
Jeg har besluttet mig for, at ferien skal være en outdoorferie, hvor jeg skal overnatte i den danske natur. Det ser så hyggeligt ud på de reels og film, jeg ser. Jeg gad godt være sådan en outdoormand. Bare ligge i en hængekøje og lave lækker gourmetmad over bål.
Bare være i det.
Da den hvide Mazda krydser de 80 %, stopper jeg ladningen og sætter kursen mod Fyn. Men kroppen er træt, og jeg er blot fokuseret på den adresse, jeg har fundet på Midtfyn. Øjnene har svært ved at holde sig åbne, selvom uret kun siger 16.38 på telefonen.
En telefon, jeg ofte kigger ned på, for det kunne jo være, at jeg havde fået et nyt like.
Jeg betaler for at kunne se, hvem der liker mig. Selvom min økonomi er svag for tiden, prioriterer jeg at have et Tinder-abonnement. Det kunne jo være, at den rigtige lige dukkede op.
Jeg begynder at tænke meget på min vejrtrækning, mens jeg kører på veje, jeg ikke kender i det snoede fynske landskab. Jeg leder efter den mark, jeg skal sætte mit telt op på her til aften.
Træk vejret ind gennem næsen og ud gennem munden, tænker jeg.
Jeg overtænker meget. Jeg tror, jeg er ved at blive alvorligt syg. Men måske er jeg kun træt, fordi jeg på tre dage har kørt fra Østjylland til Fanø, drukket i to dage og sovet på en sovestol. Ja, en sovestol. Ikke engang en sovesofa. Og så hjem til Østjylland igen, tidligt op mandag, pakke bilen og køre mod Fyn.
Mandagen startede faktisk med, at jeg stod op og overså den store opvask i køkkenet. Jeg så heller ikke cigaretskoddene på terrassen eller de tre par sko, der lå smidt forskellige steder i stuen.
I stedet gik jeg ned og tog en kaffe, tændte min PS5 og begyndte at spille en gammel version af GTA. Jeg er 43. Købte min første PlayStation som 40-årig. Hvad siger det om mig?
Efter at have skudt lidt forskellige i spillet og kørt ind i en masse lygtepæle begyndte jeg at tænke: Er det sådan her, jeg skal holde mine 14 dages ferie? Min første ferie i otte måneder, efter jeg startede i nyt job.
Fandeme nej! tænkte jeg og smed alt det grej, jeg tænkte, jeg skulle bruge, ud i min bil.
Jeg skulle være outdoormand. Nyde stilheden, rense hovedet, leve det simple liv, fiske.
Bare være i det.
Jeg begynder at blive opmærksom på min krop. Mærker hver eneste lille ændring. Er der noget galt med mit ben eller mine hænder, eller er der ved at komme betændelse ved mine tænder?
Jeg sætter to fingre på halsen og tæller mine pulsslag, samtidig med at jeg kører ned ad de kringlede fynske veje.
Jeg er der snart, tænker jeg, mens jeg konstaterer, at min puls er helt normal. Eller så normal, som den nu kan være, når man er nervøs for, at ens krop er ved at gå i stykker.
Endelig kommer jeg frem. Det er en åben mark med et lille område, jeg har for mig selv, hvor jeg kan sætte mit telt op.
Jeg parkerer bilen og går en lille tur. Eller tur er måske så meget sagt. Det er nærmest kun 30 meter frem og tilbage.
Jeg er udmattet. Jeg er træt efter de mange kilometer bag rattet, hvor jeg har skullet holde fokus.
Jeg tager hurtigt mit telt frem og sætter det op. Der er indbyggede stænger i teltet. Det gør det utroligt nemt.
Jeg smider en campingstol op. De to stykker træ, jeg har medbragt, ryger i bålfadet. Tænder op med nyindkøbte optændingsbriketter fra den Lidl, der var sidste stop, inden jeg skulle lade.
Op med et campingbord. Varme noget vand. Jeg har lånt sådan en med gas, så man kan koge vand.
Jeg sætter mig ned og kigger på bålfadet.
Nå, nu skal der hygges og laves mad.
Eller mad er måske så meget sagt. Jeg har en dåse løgsuppe fra Knorr, som jeg fandt bagerst i køkkenskabet.
Og hygge er måske også så meget sagt, for jeg kan ikke få gang i brændet. Mit træ har ligget udenfor derhjemme og er blevet vådt. Trods gentagne forsøg på at få gang i det vil det ikke.
Fuck det, tænker jeg, mens jeg varmer min medbragte suppe i min Trangia.
På min Tinder-profil skriver jeg ellers, at jeg elsker det gode liv og den gode mad, og at jeg gerne vil finde en, der kan sidde på mit køkkenbord, mens jeg forkæler hende med mad.
Det er nok ikke denne her løgsuppe fra Knorr, kvinderne forestiller sig, at jeg laver til dem.
Jeg hælder suppen direkte i den beholder, jeg skal bruge til at lave mad, og ser, hvordan det ganske hurtigt begynder at boble, mens jeg kigger på optændingsbriketterne, der brænder og går ud. Stadig vil ilden ikke få fat i det våde træ.
Satans, tænker jeg.
Jeg hælder suppen over i en medbragt porcelænsskål hjemmefra. Skålen er beskidt og støvet, men jeg børster den hurtigt af med ærmet på min trøje.
Sætter mig til rette i stolen og begynder stille at spise min suppe.
I den perfekte verden, den verden, jeg har set på diverse reels og blogs på nettet, den outdoorverden, jeg drømte mig hen i, var det noget mere interessant, jeg spiste. Og lige så vigtigt noget mere interessant, jeg spiste med. Ikke blot den teske, jeg havde med.
Af alle de køkkenredskaber, jeg har pakket, har jeg selvfølgelig ikke fået pakket en almindelig spiseske.
Suppen bliver “nydt”, eller hvad man nu siger. Den smager, som det, den ligner. Smager af 70’erne, falmet rød og af ingenting.
Men jeg er kommet væk fra verden. Væk fra mit beskidte og rodede hjem. Jeg er ikke kommet helt væk fra det, der burde være i opvaskemaskinen, for noget af det har jeg pakket med.
Jeg folder mit store vattæppe ud på græsset. Jeg er alene. En solstråle rammer mit ansigt, og jeg smiler. Ligger ned og kigger ud i naturen.
Tager min telefon frem og sender nogle gode billeder af mig, der ligger i naturen og bare hygger, så mine venner kan få et indblik i det skønne outdoorliv.
Jeg er træt. Jeg bliver ikke frisk af at ligge på jorden og kigge på telefonen. Jeg spørger Chat, om det er normalt, at man er træt, og den siger, at det er. Det er helt normalt at være træt efter sådan en lang køretur.
Jeg forsøger at slappe af, men er også interesseret i, om vejret snart ændrer sig. Det er godt, jeg har min telefon herude i naturen, så kan jeg nemlig gå ind på DMI og se, hvordan vejret bliver.
Det bliver overskyet, men ikke noget med regn.
Jeg tjekker også lige TV 2’s vejr for en sikkerheds skyld. Den siger det samme. Det bliver overskyet, men ikke noget med regn.
Trætheden er ved at være over mig, og jeg rejser mig op. Skæver ud over landskabet.
Er det her at være ét med naturen?
At være alene på hjørnet af en mark med en telefon, med et bålfad, med to stykker træ, der ikke vil gå ild i?
Lige så stille begynder jeg at gøre mig klar til at gå i seng og finder luftmadrassen frem. Den er vel 60 cm bred, med lange, runde ribber ned langs madrassen.
Jeg har aldrig været vild med den. Synes, man ligger ad helvede til. Men jeg har lånt den af min mor, og der er dun i den, så den holder på varmen.
Gad vide, hvad jeg helst vil? Ligge godt eller holde varmen?
Jeg er nok mest til at ligge godt.
Men jeg har ikke noget valg. For jeg har kun denne her.
Jeg får smidt mig ind i teltet, lynet op og smidt tøjet. Beholder dog mit lange undertøj på.
Jeg er kravlet i noget, jeg har haft i mange år. Det er hullet. Eller dvs. trøjen er hullet. Lige der ved ærmerne. Det er to forskellige sæt, så bukserne er løse, og trøjen er stram. Måske lidt for stram.
Det er nok en kombination af, at jeg har taget på, og at jeg en gang imellem vasker forkert. Og tøjvask, det er jo no mercy. Gør man det forkert, krymper tøjet, og der er ingen vej tilbage.
Men nu ligger jeg her i teltet, i naturen, og hører den podcast, jeg plejer at høre i min egen seng, når jeg skal sove.
Jeg har to telefoner med. Eller faktisk tre.
Den ene bruger jeg til at dele internet med. Den anden bruger jeg til at lytte til podcast og swipe på Tinder med. Og den sidste bruger jeg til at se porno på.
Her i teltet ligger jeg og swiper. Kan se, at der er nogle kvinder, jeg har set før, men jeg bliver pludselig interessant for dem, fordi jeg er tættere på.
Jeg bruger den samme introbesked, som jeg har brugt i forskellige afskygninger de sidste 3-4 år, fordi den virker:
“Hej, du ser da både skøn og lidt finurlig ud. Dig skal jeg lære at kende!”
Kvinderne synes altid, det er sjovt, når man bruger ordet finurlig. Finurlig er et ord, der ikke bliver brugt så tit, og kvinder kan godt lide, at de er lidt “skøre”. Og når man afslutter med “dig skal jeg lære at kende!”, så tænker de, at det er en mand, der ved, hvad han vil.
Og tager, hvad han vil have.
Der er flere, jeg skriver med denne her aften i teltet, og minutterne går. Men der er ikke rigtig nogen, der bider på i forhold til at ville sexte her i de sene aftentimer.
Så jeg lader min Tinder fade lidt ud og begynder i stedet at se lidt porno på min telefon. Det er den samme film, som jeg plejer at se.
Og i stedet for at ligge hjemme i min seng ligger jeg nu ude på en mark i mit lånte telt og onanerer, mens jeg lytter til den samme podcast, jeg plejer, og ser den samme porno, som jeg plejer at se.
Normalt sover jeg nøgen, og når jeg er kommet, kan jeg tørre min våde sæd af i dynen. Men her i teltet må jeg tørre det af i mit lange undertøj.
Jeg tjekker lige en sidste gang med AI, om det er normalt, at jeg er træt, og at mine øjne er tunge. Blot for at være sikker på, at jeg ikke er ved at blive alvorligt syg.
Men Chat siger igen, at det er helt normalt, når man har haft nogle lange dage med kørsel og festival.
Så nu forsøger jeg at sove til den samme podcast, jeg plejer. Nu ude på en mark, midt i naturen.
Det er ægte outdoorliv og ægte ferie.