Sidste stop
Det smertede frygteligt i mine ben. Og det var ikke særligt underligt. Fyren havde knust begge mine knæskaller med sit boldtræ så det burde gøre ondt, men det var ikke det værste. Der var f.eks. det han havde gjort ved min arm. Han måtte være en slags selvforsvars-freak eller også havde han set det på film, for han havde splintret min ene arm, eller rettere albue, ved ganske enkelt at gribe om den, dreje den indad og opad så den kom i spænd og havde så trådt hårdt ned ved albuen. Bare lyden havde fået mig til at kaste op og jeg fattede ikke hvordan jeg fortsat kunne være ved bevidsthed. Et enkelt blik på den sindssyge vinkel min ødelagte arm stak i, fik kvalmende bølger af ubeskrivelig smerte til at fare igennem mig. Og sjovt nok, det eneste jeg kunne tænke på var at jeg ikke måtte støde den, som om det overhovedet kunne blive værre.
Nå ja, det passede ikke helt at det var det eneste jeg tænkte på; næste slag lå heller ikke så langt væk i min bevidsthed. Ville det blive den anden arm eller det endelige, dét hvor lyset slukkedes og smerten ville gå væk?
Jeg håbede inderligt på det sidste, men han var nok desværre ikke færdig med at afreagere endnu.
Jeg forsøgte at skubbe mig op med min raske arm da mine øjne faldt på et par hvide, lyse ben.
Hende.
Jeg løftede hovedet. Hun sad op ad væggen ikke langt fra hvor jeg lå. Ikke en lyd kom over hendes læber, men hendes underlæbe sitrede og hun krammede sig selv så hårdt, at det gjorde ondt at se på. Hun stirrede ret ud i luften og det var ikke et blik der så noget. Det ville det ikke gøre i lang tid.
– Holger! Stop for helvede, du slår ham ihjel. Han er ikke det værd.
Stemmen fra den tililende mandsperson stoppede lidt væk og efter et øjebliks tøven kom skikkelsen langsomt imod os.
– Ikke….ikke det værd, stammede den grådkvalte skikkelse over mig.
– Nemlig Holger, gør det ikke, han er fand’me ikke det værd.
– Ikke det værd, gentog han spørgende, forbløffet, som om noget pludselig gik op for ham.
– Ikke det værd, nej…jeg mener ja, du har ret, ikke en skid værd.
Det står altsammen temmelig sløret, men jeg ved at vi gjorde det.
Jeg gjorde det.
Fand’me om jeg ikke gjorde det.
– RIE!
– Riiiieeee!
– For fa’en, hvor er du?
Hun var køn. Forbandet køn.
Selv den forvredne rædselsmaske hendes ansigt havde lagt sig i, kunne ikke sløre at hun ikke behøvede at lægge makeup, for at se godt ud.
Gutterne havde straks grebet bolden og spurgt hvorfor fanden hun så havde gjort det? Hvorfor hun havde smurt ansigtet ind i den ludermakeup? Var det måske ikke fordi, at det var det hun var – en lille luder?
Hendes bævrende forklaring havde bare gjort det hele værre.
Eller havde det? Gjorde det med – ludermakeup’en – overhovedet nogen forskel? Var tingene i virkeligheden ikke nået dertil, at der ingen vej var tilbage, uanset hvad vi bildte os ind?
Jeg ved det ikke. Intet står specielt klart. Min hjerne syntes belagt med et flimrende filter, der gør mig svimmel hver gang jeg prøver at koncentrere mig.
Jeg løftede blikket. Råbet slog mod facaderne rundt om os og det var ikke til at sige om det kom forfra eller bagfra. Nå nej, det kom forfra.
Jeg ved at jeg brækkede mig ud over hende da det var min tur. Jeg ved ikke hvorfor. Måske var det sprutten eller de partypiller Jens havde delt ud tidligere? Måske.
De andre blev pisse sure. Kaldte mig alt muligt lort. Sagde at jeg havde beskadiget varen, for hvem fa’en gad stikke svinet ind i den svineskakt?
Et øjeblik syntes gruppen splittet. Vi havde langt om længe bestemt os for at gøre det, og så havde jeg ødelagt det midt i det hele.
– Hold nu lige kæft et øjeblik, natten er stadig ung, vrængede Mikkel og jeg kiggede sløvt op på ham fra min foroverbøjede stilling og følte mig kvalmende svimmel. Det var som en film. Intet syntes virkeligt længere.
Jeg tror nok at det var her de første råb havde lydt. Eller rettere det var det.
– Hey, dig dernede, har du set en….en lyshåret…..?
– NEEEEEJ!
Gutterne stivnede, men jeg ænsede det knap. Betød det noget længere?
– Shit, festen er slut, afsted.
Mikkel slap sit greb om pigens skulder og armen svingede kraftløst nedad og slog mod asfalten.
– I guess it is, mumlede Kasper med ærgerlig mine og slap benet han holdt i. Så gav han Mikkel et slag på skulderen, mumlede – afgang – og så løb de ind i mørket. Jens gav sig også til at løbe, men stoppede op da han fornemmede at jeg ikke fulgte efter.
– Hva’ fa’en laver du, hviskede han inde fra mørket.
– Hva’ jeg laver, mumlede jeg langsomt og bøjede hovedet tilbage. – Godt spørgsmål Jens, fandt du selv på det?
– Er du gået i sort, din kæmpe idiot? Se nu at få lettet røven.
Han lød bekymret.
Hmm. Ubetinget dagens joke.
Nattehimlen over mig var som jeg havde håbet. Klar, sort og glimtende af stjerner.
– Er du bekymret Jens? Er jeg gået i sort? Det tror jeg.
Jeg lukkede øjnene og i samme øjeblik åbnede noget sig i mig, som fik mit hjerte til at stoppe. En svimlende flodbølge af sorg, drev igennem min krop og jeg greb vaklende og fortvivlet ud i luften, efter noget at holde i, men der var ikke noget. Det havde der aldrig været.
– SVIN….ÅH GUD!
– FORBANDEDE SVIN!
– DU….DU ER EN DØD MAND!
Død!
Det har jeg været længe.
– Ho…Holger, se på mig, vil du ikk’ nok. Han er ikk…?…Holger?
– NEEEEJ!!
Måske, en dag. Kan jeg lære at leve
.
Jeg befinder mig i en ørken
Og det er en ørken taget direkte ud af ens værste mareridt. Jeg går og går, men der synes ingen ende på sandklitterne. Ørkenen strækker sig så langt øjet rækker og jeg er konstant tørstig. Og dog. Det passer ikke helt. Somme tider finder jeg et vandhul, men der er aldrig mere vand i, end hvad der svarer til en håndfuld. På disse tidspunkter er jeg nærmest halv gal af tørst og sluger det hele, selv om jeg ved jeg burde tage lidt af gangen. Strække det så langt som muligt. Økonomisere.
Ha! Hvordan skulle jeg kunne det. Min krop skriger på væske og jeg ænser knap hvad jeg foretager mig før vandet er væk og det tørre sand knaser mellem mine tænder. Jeg græder, men der kommer ingen tårer. Kroppen er en barsk herre. Den frigiver ikke væske i sådanne situationer og det er det værste. Mine øjne svider og i flere timer kæmper jeg for ikke at gnide i dem. Smerterne er ufattelige, men det går over. Jeg overlever. Går videre, stavrer mod næste vandhul. Den evige jagt.
Jeg befinder mig i en ørken …
Jeg har en uklar fornemmelse af at der findes større vandhuller, ja, sågar oaser, men noget i mig griner højlydt ved tanken. Må hellere koncentrere mig om det jeg KAN finde. Det andet er ønsketænkning og giver bare falske håb. Hver dag er en kamp og jeg har ikke brug for flere nederlag. Har nok i dem jeg har i forvejen.
Går, går, går. Videre mod næste vandhul. Lukker alt ude, tænker kun på det, vandet. Den lille håndfuld, der ikke rækker nogen steder. Den lille skide håndfuld. Den …
Stopper. Kigger fremad. Hvorfor gør jeg det overhovedet? Jeg fatter det ganske simpelt ikke. Noget jeg ikke kender til, må holde mig i gang. Noget. Hvad?
Går videre. Fatter ikke hvad der driver mig. Den lille skide håndfuld.
Jeg befinder mig i en ørken …
Oplevede noget underligt her til morgen. En fugl viste sig på himlen ude i horisonten. Synet var så smukt, at jeg straks begyndte at græde mine væskeløse tårer og smerten midt i denne spontane glæde, var ubeskrivelig. Men et håb eksploderede i mig. Opstemt, et øjeblik. Søgte, ledte efter vejen, et sted, et sted måtte den være …
… sidder ned og stirrer. Stirrer på sandet, der bare strækker og strækker sig. Intet har selvfølgelig ændret sig over natten. Hvor naiv kan man være. Griner stille. Ørkenen er stadig den samme tavse betragter, uforandret.
Den forsvinder sgu ikk’, aldrig. Den vil altid være der. Altid.
Jeg befinder mig i en ørken …
En gang i mellem møder jeg en mand, der fortæller mig hvor jeg skal lede, men det er altid i drømme når jeg sover og om morgenen, husker jeg intet.
Jeg befinder mig i en ørken …
– … nu sukker du igen.
– Ja, undskyld, siger jeg og smiler skævt.
– Du behøver ikke at undskylde. Husk bare hvor vigtigt det er at beherske sin vejrtrækning. Trække vejret roligt og afslappet, hele tiden, så du ikke spænder.
Jeg smiler igen pligtskyldigt og nikker.
– Kan du huske de første gange og hvor lukket du var?
– Ja, siger jeg igen og smiler.
– Tænk hvor langt vi er nået. Men der er stadig et stykke vej endnu.
– Ja.
Tavshed, stilhed. Tid til tanker. De forbandede tanker.
Nå, men tiden er desværre løbet fra os denne gang. Psykologen overfor smiler indsigtsfuldt og åbner sin kalender. – Skal vi aftale en ny tid og hvornår passer det dig bedst? Næste uge?
– Ja, siger jeg lidt forvirret og kigger hende i øjnene, – i næste uge er fint.
Jeg befinder mig i en ørken …
