Alle har råd til at spise hos McDonalds
– Hov! Har du husket din madpakke?
Hendes bekymrede stemme nåede ham fra værelset ud i gangen.
– Ja, kæreste, svarede han og raslede med papirsposen, – den er lige her.
– Det var godt, sagde hun lettet, – så må du ha’ en god dag på arbejdet.
– Tak, svarede han stille og tog om dørgrebet, – vi ses ved frokosttid.
– Ja, ha’ det godt.
– I lige måde.
Den gamle mand slog låsen fra og trådte ud på gangen. En overdådig duft af hvidløg og orientalske krydderier slog ham i møde og han tog en dyb indånding. Det kom inde fra Wietnameseren over for og han elskede den duft. En gang for lang tid siden havde han spurgt til hvad det var, men det var han ikke blevet stort klogere af. Hr. Mo Tong talte frygtelig dårligt dansk og det wietnamesiske forstod han ikke et kuk af. Men dufte godt, det gjorde det godt nok. Han stod et øjeblik med lukkede øjne. Så rystede han på hovedet, lukkede døren, låste og gav sig til at trave ned af den halvmørke gang, med det slidte bordeuxfarvede gulvtæppe.
På arbejde. Det var lige det han skulle.
Han nærmede sig nådesløst. Kunne allerede skimte den åndssvage figur med det lalleglade smil der grinte til alle. Han stak hånden i lommen og følte på æsken. Den var der stadig, selvfølgelig. Skulle bare lige checke. Han kastede et hånligt blik ind på menneskene bag ruden. Et ungt par, han i 30’erne, hun noget yngre, forsøgte at få placeret deres to drenge og de bugnede bakker med burgere, colaer og pomfritter. Den ene dreng kom i iver til at skubbe til sin far og en regn af pomfritter røg på gulvet. Han stoppede og gav sig til at kikke på scenen bag ruden. Faren bandede højt, men stivnede brat da drengen stak i gråd og han rystede på hovedet da han hørte faren undskylde og forsikre, at det skam ikke gjorde noget og at han nok skulle gå op og hente nogle andre.
Han følte en pludselig kvalme og vendte sig bort. For nogen i denne verden var det aldrig noget problem. For nogen i denne verden gik man bare op og hentede nogle andre. Han følte igen på æsken i lommen og luntede videre væk fra restauranten.
Parken var næsten mennesketom på denne tid af dagen, men den gjorde ham ikke mindre opmærksom, tværtimod. Sikkert, som alle de andre gange, fandt hans ben bænken og han satte sig. Han sænkede hovedet og knugede madpakken med brødkrummer ind til sig. Efter et stykke tid lignede han bare en gammel mand der sad og halvsov, men under hatteskyggen spillede et par lysvågne øjne, der ikke overså det mindste. Hans opmærksomhed var rettet mod legepladsen små 60 meter derfra. En kortege af barnevogne havde slået sig ned under de skyggefulde kroner og de passende pædagoger sad samstemmende og nød øjeblikkets stilhed med en cigaret. To af dem havde kigget over mod ham, men det var mindst fem minutter siden og siden da syntes de at ha’ tabt interessen for ham. Det var det han ventede på, for så kunne det næste trin sættes i værk. Han åbnede langsomt posen, stak hånden i og tog en håndfuld brødkrummer op. En due, der gik og undersøgte jorden ikke langt fra ham, løftede hovedet og hoppede kurrende over mod ham, da han spredte brødkrummerne ud på jorden. Der gik ikke længe før det rygtedes og snart var jorden levende af duer. Men den gamle mand kikkede ikke på duerne foran sig. Hans blik var fortsat rettet mod pædagogerne ovre ved legepladsen. Indtil videre gik alt som det skulle. I rushed, da de fleste duer kom, havde de alle kikket over og smilet, men de var hurtigt vendt tilbage til deres egne sysler. Han spredte endnu en håndfuld krummer og selvom det gav en vis spektakel, var der ingen af pædagogerne der lod sig anfægte. NU, var et godt tidspunkt. Han kikkede rundt og stak derpå hånden i lommen. Fingrene lukkede sig om æsken og ubemærket listede han den op af lommen. Æsken var lidt mindre end en tændstikæske og havde en slidske i det ene hjørne som han skubbede til side. Han vippede let med æsken og gjorde sig klar. Hans hjerte slog hurtigere da han kastede endnu en håndfuld brødkrummer og samtidig lavede et lille sving med den anden hånd. Åndeløs fulgte han de hvide kugler inden de forsvandt i mylderet af duer og æsken forsvandt tilbage i lommen. Så bøjede han sig frem med fremstrakt hånd. Det var om at være hurtig og få dem af vejen med det samme, for de virkede med samme, kuglerne.
– Nå, hvor mange har du så til mig denne gang, gamle?
Den korpulente mand med det plettede forklæde, kneb øjnene sammen og målte den gamle mand nede fra og op. Han var sikker på at den gamle var blevet tyndere siden sidst, men det var sgu’ svært at se på det radmagre skelet.
– Hvorfor spiser du ikke nogle af dem selv? Spurgte han og prøvede af fange den gamles øjne under hatten. Det var svært for han kikkede aldrig op. – Du ku’ trænge til det, hvis du vil høre min mening?
– Ska’ du ha’ dem eller hva’? Mumlede den gamle mand tonløst.
– Nå ja, bevares, hva’ fa’en rager det også mig. Hvor mange har du?
Den gamle stak hånden inden for jakken og trak en pose frem. – Otte, sagde han og rakte posen frem.
– Otte! Sagde den fede og kikkede ned i posen. – Det var sgu’ ikke mange, jeg skal bruge mindst tyve.
– Tyve, mumlede den gamle og skar tænder, – til hvornår?
– I morgen eftermiddag senest, de er på kortet allerede fredag.
– Du skal nok få dem, sagde han og løftede blikket, – Du har dem før tolv.
Den fede mand gispede. Den gamle mands øjne gnistrede og den blå farve var så skarp at han følte sig helt blændet. Det slog ham pludselig hvor i voldsom kontrast de stod med resten af hans gamle, magre krop.
– Før tolv .., fint, helt fint.
– Ka’ jeg få pengene for de otte nu?
– Ja, jo, hvis du gerne vil, stammede den fede og tog sin pung frem, – 5 kroner stykket, ikk’?
Den gamle tog ikke blikket fra den fede et øjeblik. – Jeg tror det er på tide at prisen går lidt op.
– Ja så, sagde den fede der pludselig fik modet tilbage, – og hvad havde du så lige tænkt dig?
– 6 kroner.
Den fede havde været forberedt på dette længe og lod som om han tænkte grundigt over tingene. Hans lille trick med at servere ”ægte skovdue”, var blevet en mindre guldgrube og indtil videre var der ikke en kæft der havde brokket sig. Utroligt. Fjolserne roste ham sågar for hans madkunst. Men det hele afhang af den gamle, så han var nok nødt til at komme lidt smør på brødet.
– Du er en hård hund, sagde den fede og fandt pengene frem fra pungen, – men så skal jeg også have de sidste før tolv i morgen.
Den gamle mand sænkede hovedet.
– Behøver jeg gentage mig selv, sagde han bestemt og rakte hånden frem.
– Næ, nej, det gør du vel ikk’.
Pengene skiftede hænder og den gamle travede langsomt igennem baggården tilbage mod vejen. Han vidste at den fede tjente godt på duerne, men han var nødt til at tage det lidt af gangen. Det var en fast indkomst. Den eneste. Og han havde brug for pengene. De havde brug for pengene.
Den fede kikkede efter den gamle. De blændende blå øjne stod stadig krystal klart for ham.
– Hva’ skal du bruge pengene til? Råbte han og fortrød i det samme. Den gamle mand standsede og vendte sig langsomt. Trods afstanden kunne den fede tydeligt se de uhyggelige gnistrende blå øjne. – Jeg skal på McDonalds, lød det tørt. Og så satte han i en underlig, glædesløs latter, der skar ind i den fedes knogler. Ubevidst veg han tilbage, men fattede sig, da han så den gamle dreje rundt og forsvinde ud på gaden.
– Gør det, din skøre skid, mumlede han og trak på skuldrene inden han trådte ind over dørtrinnet og smækkede døren i. – Gør du det.
Der lugtede fælt da han åbnede døren, mere end der plejede og han gik straks hen og åbnede vinduet. Hun sov og vågnede først da vinduet svingede op på de knirkende hængsler. Han smilede til hendes blege svedige ansigt.
– Har du sovet godt? Spurgte han og satte sig på sengekanten.
– Jo, tak, sagde hun og smilede, men han vidste godt at hun løj. Ikke for at såre ham, det vidste han godt, alt for godt.
– Jeg har noget med til dig, sagde han og stillede papirsposen med den gyldne måge foran hende.
– Åh Hector, stønnede hun og satte sig op, – det skulle du ikke have gjort. Hun begyndte at græde og han bøjede sig frem og kyssede hende på panden.
– Selvfølgelig skulle jeg det, jeg ved jo at du elsker det.
– Ja, men burde vi ikke spare? Hendes stemme skælvede og han vendte sig bort, selvom hendes øjne var holdt op med at se for lang tid siden.
– Det gør vi også. Han tav og der blev stille mellem dem. Han hørte hendes fingre famle med posen og rejste sig. Da han stod ved døren, vendte han sig og fandt hendes fjerne søgende øjne. Hun smilede sit søde, lidt bedrøvede smil og han mærkede med det samme klumpen i halsen. Sygdommen åd hende op indefra og alligevel kunne hun smile. Åh gud, hvor han dog elskede hende.
– Vi ses i aften, sagde hun og puttede en pomfrit i munden.
– Ja. Ja, vi gør.
Han åbnede døren og skyndte sig ud på gangen. Kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Pokkers lort, fucking lort.
Han følte en voldsom knugen om hjertet. En tung, dyb sorg fyldte hans sjæl. Kunne han nogensinde få det sagt. Sagt at han ikke skulle på jobbet. At han var blevet fyret for to måneder siden. Fyret. Et gammelt røvhul. Fyret til fordel for en ung, høj fyr, med ambitioner, klar til det hele. Fuck.
Hans fødder førte ham trofast ned af gangen. Femogtredive års trofast tjeneste, fejet af bordet i en håndevending. Hans hånd lukkede sig om æsken i lommen. Han var for stolt til at søge noget andet. For stolt til at modtage afslaget og det lidt overbærende smil, når hånden blev stukket frem, mens den anden holdt døren. Hans femogtredive år som apoteker hjalp ikke en skid, når man var blevet et gammelt røvhul i andres øjne.
Men han kunne ikke holde det hemmeligt for evigt. På et tidspunkt var han nødt til at fortælle hende det, men bare ikke nu. Senere, helt sikkert, men ikke nu, senere.
Senere.
Borgerpligt
Jeg ser ting, begivenheder, store som små, nogle gange kun i glimt, andre gange følger jeg dem fra de opstår og til de splittes. Minutterne tikker og jeg glemmer alt omkring mig, sommetider bliver min kaffe kold og doven, mens det står på, men hvad kan jeg gøre. Jeg fanges og fastholdes, som en flue i et spindelvæv, hjælpeløst nysgerrig, tiden skal jo’ gå med noget.
Det er slet ikke slemt hvis det er det du tror. Bare fordi man ikke bevæger sig så sikkert mere, er det ikke ensbetydende med at livet er slut, kedeligt og ensformigt. Man improviserer, ellers går man jo’ til, skriver lidt, læser meget, ser tv eller som jeg gør mest, studerer folk.
Det er fantastisk. En verden, jeg ikke troede mulig. Historier med alt hvad hjertet måtte begære af spænding – lyst – had – kærlighed – humor – synd, åbner sig for en. Man følger med, griner lidt, smiler, bander, og kommenterer alt hvad man ser. Nogle gange kan jeg ta’ mig selv i at sidde og råbe over noget nede på gaden. Ta’ nu for eksempel den bilist forleden. Manden var udmærket klar over at han var uopmærksom, da han trak ind til det højre sving i krydset. Cyklisten måtte en tur på fortovet og havde nær ramt en barnevogn.
Utroligt! Bilisten havde bare vrænget surt af cyklisten, en ung mand, og spurgt, hvordan fa’en det var han kørte og hvis der ellers ikke var andet at tilføje, så havde han faktisk travlt, hvorefter han satte sig ind i sin bil og kørte sin vej.
Du kan satme tro nej, undskyld sproget, men jeg var ophidset. Så let skulle han nu ikke slippe og da jeg havde noteret bilens nummer (hvilket jeg i øvrigt altid gør som det første) var der kun én ting at gøre: ringe til den lokale politistation og afgive forklaring, hvis det skulle vise sig at cyklisten ville gå videre med sagen. Det var nok ikke så sandsynligt, men så havde jeg da gjort mit. Ens borgerpligt som det så fint hed sig. Borgerpligt, sjovt ord i øvrigt.
Det var præcis det som betjenten, eller rettere kriminalkommissæren, havde brugt, da de gik og bankede på dørene og udspurgte folk i ejendommen om overfaldet. Ingen var særlig villige til at svare på deres spørgsmål. Folk havde deres egen tolkning af deres Borgerpligt. Jeg havde hørt flere i opgangen sige nej til betjentene.
Jørgensen, den pensionerede malermester inde ved siden af, havde dog udtrykt sig lidt mere nuanceret.
– Ha! Borgerpligt og hvem skulle så beskytte dem bagefter, når de havde gjort deres borgerpligt, politiet måske? Ja den er sgu’ go er den og nu måtte de have ham undskyldt, for han ville godt ind og passe sin borgerpligt, hvorefter han havde smækket døren i.
Tja, det var ikke svært at forstå folks holdning, de fleste var bange. Nogle ligeglade. Andre ville godt, men turde ikke. De var små mennesker, der bare prøvede at leve et fredeligt liv, uden at få virkeligheden fra gaden alt for tæt på kroppen. De var godt klar over at de kun var små brikker i et hårdt og grusomt spil, og de formåede at holde sig gående ved at vige og se til den anden side. Kort sagt, holde sin kæft (undskyld sproget igen) og passe sig selv. De dumme blev dræbt, mens de smarte levede videre. Gadens lov. Punktum, slut færdig, end of story. Hvorfor træde mere i det, når logikken var så tydelig. Accepter det og se at komme videre. Det ville være den nemmeste sag i verden, for pokker. Et nej, var alt der skulle til.
Men jeg kunne ikke, ville ikke. Nægtede at acceptere det som det var.
En ugerning var begået og jeg havde overværet det, der fra mit vindue på anden sal, den morgen for 3 dage siden. En likvidering, som det blev kaldt i de kredse, et fint ord for et koldblodigt mord.
En mørk bil var stille og roligt gledet op på siden af manden. Sekundet efter blev han kastet op mod væggen, ramt af flere kugler og en sky af puds fra den hvidkalkede mur, havde dalet ned over ham som snefnug. Der blev bestemt ikke sparet på krudtet.
Her kunne, eller burde det være endt. Jeg så ingen andre på gaden så langt øjet rakte. Ingen umiddelbare vidner udover mig. Bilen kunne have kørt sin vej og det eneste jeg ville vide var bilens nummer og nogle ubrugelige identifikationer af personerne.
Og så, ganske unødvendigt og ubegribeligt, træder en mand ud af bilen. Går hurtigt og selvsikkert hen til den døde mand (det måtte han næsten være) trækker en kniv og skærer halsen over på ham, i én hurtig bevægelse. Men der begår morderen en fatal brøler (troede jeg), for da han vender sig om for at gå tilbage til bilen, ser jeg hans ansigt, ganske tydeligt, han har ikke engang ulejliget sig med at maskere sig.
Jeg var rystet. Ikke bare over mordet, men også denne totale mangel på respekt over for sig selv. Han var åbenbart fuldstændig ligeglad med at blive genkendt eller også vidste han bare, at ingen alligevel ville turde angive ham. Det selvtilfredse smil der lå over hans ansigt mens han roligt spejdede til siderne, på vej tilbage til bilen, overbeviste mig. Men mest af alt rystede det mig. Det var så tydeligt at jeg fik kvalme et øjeblik. Frygt og en total mangel på respekt for sig selv, livet i almindelighed, var det han kørte på.
Jeg stirrede forstenet på bilen da den kørte væk og noterede sædvanligvis nummeret, mere af refleks end af omtanke. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Det var tydeligvis en gangsterlikvidering af en eller anden art og manden dernede, havde sikkert også fortjent det, så blåøjet var jeg nu heller ikke. Men det som slog mig og gjorde mig gal, var det tydelige i, at hvis en tilfældig, uskyldig borger var dukket op og havde set morderens ansigt, var vedkommende helt sikkert blevet skudt, lemlæstet eller andet og det ganske unødvendigt, for havde morderen båret maske, ville signalementet være stort set ubrugeligt. Men nej, han ligefrem bad om at blive genkendt og hvad skulle man også stille op som almindelig borger mod så rå og upoleret vold, der var baseret på en af de simpleste og ældste former for magtanvendelse og misbrug, nemlig frygt, intet, eller…!?
Jeg var ikke i tvivl om hvad jeg skulle eller rettere burde gøre. Ringe til politiet, selvfølgelig, blev en stemme ved med at sige. Du er hovedvidne og har set morderens ansigt, det er din borgerpligt. Men noget holdt mig tilbage. Noget. Et men. Jeg var i syv sind. Havde flere gange grebet telefonen og drejet nummeret, men tabte modet, i det samme stemmen lød i den anden ende.
Jeg havde ikke svært ved at sætte ord på, hvad der holdt mig tilbage. Frygt er en rationel følelse, der i kraft af et almindeligt overlevelsesinstinkt hos de fleste arter, dyr som mennesker, advarer om farer, som man så uvilkårligt prøver at undgå. Jeg var ingen undtagelse. Instinktet havde gjort sit arbejde godt. Jeg veg, bøjede mig for frygten. Jeg prøvede igen og igen, men frygten gnavede så meget i mig at jeg begyndte at ryste, hver gang jeg greb røret.
Jeg opgav, bandede over mig selv. Det som først føltes som den naturligste ting i verden, var pludselig blevet til et uoverstigeligt bjerg. Jeg forstod det på en måde godt og samtidig ikke. Jeg var splittet i to. Min samvittighed bød mig at gøre noget, men frygten var stærk, frygtelig stærk.
I fortvivlelse satte jeg mig i min lænestol ved vinduet og stirrede på livet nede på gaden og timerne gled af sted som i en drøm.
Først kom politiet. Så mere politi. Gaden blev afspærret og trafikken omdirigeret. Så dukkede kriminalpolitiet og en retsmediciner op. Liget blev afdækket. Billeder blev taget. Tingene blev udført med en punktlighed og lethed, som årelange rutiner har det med at blive. Men det var også konkret, ligetil, det var det de var uddannet i, det var deres job. De havde selv valgt det og deri lå forskellen. Jeg havde ikke selv bedt om det. Jeg sad tilfældigvis ved mit vindue den morgen, fordi jeg ikke kunne sove, og nød stilheden, passede mig selv, for sekundet efter at få trukket denne sindssyge virkelighed ned over mig som en spændetrøje, der kun kunne løsnes med det magiske ord, borgerpligt.
Fortæl – beret alt hvad du så – det er din pligt.
Pligt!
Det er min pligt at tage vare på mit eget liv. Alt andet er nogle moral- og normbaserede samvittigheds-spørgsmål, som er bestemt udfra et større perspektiv. Bevares, jeg ønsker ikke anarkisme og kaos eller ‘Survival of the fittest’, men jeg følte mig trukket ind i det, som samfundet havde valgt at kalde borgerpligt og som i bund og grund bare er et synonym for samvittighed.
Derfor åbnede jeg heller ikke for betjentene, da de gik rundt og bankede på dørene de første timer efter mordet. Ligesom Jørgensen inde ved siden af ville jeg også frasige mig min borgerpligt, det var det eneste fornuftige at gøre, troede jeg.
Der var jo lige det med samvittigheden og selvværdet.
Det åd mig op. Gnavede i mig som grådige termitter i et træhus, efterhånden som timerne gik. Faktummet gnavede i min hjerne. Du har overværet et mord og tilmed set morderens ansigt. Kan du med din samvittighed i behold fortie det, fornægte at det nogensinde skete og bare glemme?
Jeg prøvede at sige ja, men min samvittighed var nådesløs.
Du glemmer det aldrig, det skal jeg nok sørge for. Prøv at leve med det. Prøv.
Jeg sov ikke den første nat.
Havde prøvet, men opgav hurtigt. Var i stedet humpet ind i stuen til lænestolen og havde følt mig meget alene, mens jeg stirrede ned på gerningsstedet. Alle spor var fjernet og det bare efter én dag. Et knips med fingrene og et liv var væk, borte. To dage ville det være omtalt i aviserne, så ville det være glemt.
Jeg kunne se overskrifterne og udtalelserne for mig.
Mord på åben gade – Gerningsmændene ‘ukendte’.
Vi appellerer til eventuelle vidner om at henvende sig.
Vi vender tilbage hvis der bliver nyt i sagen.
Henlagt indtil videre.
Borgerpligt!
Samvittighed! Borgerpligt!
Samvittighed over for dig selv!
Samvittighed over for andre!
Pligt! Respekt!
Pligt!
Respekt for liv, for dit eget, andres!
Respekt!
Samvittighed!
Borgerpligt?
– Hvorfor sker den slags. Hvordan i helvede kan det lade sig gøre? Kriminalassistenten, der havde sagt ordene, stod bøjet over liget af den gamle mand.
Den anden betjent rystede på hovedet, trådte ind over liget og ind i lejligheden, – de er hurtige, sagde han kort.
– Hurtige, råbte den anden vredt og drejede hovedet mod ham, hans øjne lynede. – ‘Hurtige’ er satme en underdrivelse man kan tage og føle på, kammerat. Hvor lang tid siden er det, han ringede og afgav sit vidneudsagn. To, tre, timer?
– To, svarede betjenten tilbage. Hans opmærksomhed var rettet mod lænestolen og det lille bord, ved vinduerne ud til gaden. Et tæppe lå skødesløst kastet til side foran stolen. Han forestillede sig den gamle mand rejse sig, brumme lidt irriteret, for derefter at slå det hen. Han ville jo’ snart være tilbage, han skulle bare lige ud og åbne for de flinke betjente. Betjenten smilede for sig selv. Hva’ fa’en. Han var jo i god tro. Hans vidneudsagn skulle noteres og underskrives og betjenten havde indvilliget i at gøre det hjemme hos ham selv, efter han havde forklaret at han var dårligt gående.
Betjenten kiggede ud af vinduet. Det var ham der havde talt med den gamle mand. Han smilede igen og kunne høre sig selv sige, – selvfølgelig kan vi godt komme ud til Dem. Jeg noterer lige navn og adresse og så dukker vi op i løbet af et par timer, hvis det er i orden!
– Ja, det er fint, jeg går såmænd ingen steder, havde den gamle svaret.
Den gamle havde foregivet at være upåvirket og optimistisk, men hans stemme havde en hul og usikker klang. Han var godt klar over, at det var alvorligt, det som han indlod sig på.
Tja, det kunne man kun give ham ret i.
For pokker. Det var et svineheld, at det lige var ham der havde talt med den gamle. Manden havde set hele lortet. Bilen. Skuddene. Mordet. Men vigtigst af alt, ansigtet på morderen, som han selvfølgelig ikke kendte, men til gengæld kunne give et overbevisende signalement af.
Han gik hen til stolen og kiggede ud.
Værsgo du. Første parket, frit udsyn.
De var nogle gale hunde. Tænk at myrde nogen på åben gade, uden at skjule ansigtet. Han fattede det ikke. Men det behøvede han selvfølgelig heller ikke. Pengene var sgu go’ nok og han havde hårdt brug for dem. Og hva’ fa’en, den gamle kunne sgi’ da bare ha’ holdt sin kæft og passet sig selv. Hvorfor skulle han lege helt? Det fattede han simpelthen ikke. Det var jo’ tydeligvis et gangstermord, det måtte selv den gamle ha’ indset, så hvad ragede det ham. En gangster mere eller mindre, plejede da ikke at sætte folks pis i kog. Tværtimod. Han rystede ubevidst på hovedet.
– Hey, hvad laver du, finder du noget? Råbte kriminalassistenten ude fra gangen.
Han vendte sig om og skulle lige til at svare, da hans blik blev fanget af et ord på en blok, der lå på bordet. Ordet var indrammet, understreget og overskrevet så mange gange, at det lignede en indgravering.
– Øøøhhh…, det ved jeg sgu ikk’, svarede han lidt forvirret.
Hans øjne var fæstnet på ordet og det bed sig fast i hans bevidsthed.
Borgerpligt. Han måtte gentage det højt inde i sig selv, for han troede ikke sine egne øjne.
Borgerpligt.
Klovnen havde gjort det på grund af reglen og loven om borgerpligt. Hvor tåbelig kunne man være.
Det var satme for komisk. Borgerpligt. Eller var der også blandet dårlig samvittighed med i det. For helvede, selvfølgelig var der det. Hvilken cocktail! Dårlig samvittighed og borgerpligt. Det var sgu’ en farlig en at sluge. Man måtte være forberedt på det værste.
Han drejede hovedet og stirrede på den døde mand i entreen. Halsen var skåret over i ét snit. Tja, han kunne sit arbejde, ham Jimmy Klem. Men måske han skulle variere sine drabsmetoder lidt. Han kunne satme snart lige så godt skrive sit navn på væggen.
Han løftede blikket og fangede sin makkers spørgende udtryk.
– Du gætter aldrig det her, sagde han med den dæmpede og let rystende stemme, han efterhånden var blevet god til. Øvelse gør mester.
– Han gjorde det af borgerpligt. Han gjorde det fordi loven påbød ham at anmelde det, uden hensynstagen til sig selv. Det står her på blokken! Borgerpligt. Han pegede på blokken og stirrede vantro på sin makker, så udbrød han vredt. – Svin, forbandede svin, fanden heller nogle forbandede forpulede svi…
– Hey, slap af, jeg bryder mig lige så lidt om det, som du gør, men det hjælper ikke den gamle her, vel!
De stirrede på hinanden et øjeblik, så lod han blikket falde og mumlede, – du har ret, jeg..
– Ja, ja. Kriminalbetjenten vendte sig om mod hoveddøren. – Kald centralen og informer dem, jeg banker lige de nærmeste op, måske har nogen set noget, selv om jeg nu tvivler. Det sidste havde han sagt mere til sig selv.
Betjenten kiggede efter ham da han forsvandt ud i gangen.
Han kunne snart ikke holde sig længere, han var ved at revne af grin, indvendig.
Toilettet, hvor fa’en er toilettet?
Han løb ud i køkkenet. Yes, der. Han flåede døren op og hev i snoren, der hang ned fra cisternen, men så måtte han også give efter.
Larmen fra det buldrende vand, overdøvede stort set hans latter. Men lyttede man godt efter, ville man nok ha’ undret sig. For igennem larmen kunne man svagt ane et ord, og hvad morsomt var der ved ordet, Borgerpligt.
