Taskedragen Ruth og Pjevs
Hej med jer. Jeg hedder Ruth og jeg er en taskedrage. I har måske ikke hørt om en taskedrage før, men det er fordi der er så mange ting her i verden, som man ikke kender eller ved noget om. Ved I måske hvad en strømpesnog er? Nå ja, nogen gør og andre ikke og sådan er det. Så for at alle er med, må jeg hellere fortælle lidt om mig selv. Nu skal I bare høre. Taskedrager har levet lige så længe som menneskene her på jorden og min bedstemor har fortalt at for længe siden, ja flere hundrede år faktisk, sloges menneskene og taskedragerne mod hinanden. Det var noget frygteligt drabeligt noget, med sværd og riddere og skønjomfruer, men det pjat er heldigvis stoppet nu, som bedstemor siger. Det kan jeg kun give hende ret i. Og så har I nok gættet at jeg har vinger på ryggen, men jeg kan nu ikke flyve af den grund. Taskedrager har ikke fløjet i mange, mange år og selv om jeg nok kunne, har jeg aldrig lært det. Men det gør ikke noget, for ærlig talt, så er jeg lidt højdeskræk og tænk hvis jeg pludselig blev træt mens jeg hang deroppe og sludrede med fuglene. Nej puha. Jeg holder mig på jorden, der falder man ikke så langt.
Nå, er der så mere at fortælle? Jo’ jeg er ikke særlig høj af en taskedrage at være. Sådan cirka tre mælkekasser stablet oven på hinanden, men jeg er højere end Pjevs og ham skal I nok komme til at høre mere om. Han er nemlig min bedste ven og bor nede af vejen, over gadekæret, gennem æblelunden, ved foden af kælkebakken. Pjevs er den klogeste jeg kender og tænk jer, han har selv bygget sit hus. Han hjalp også mig med at bygge mit, men det er nu ikke et hus. Det er en hule, for taskedrager har altid boet i sådan nogle og I kan tro at den er hyggelig.
Så, nu ved I lidt om hvem jeg er og hvis I har lyst, vil jeg gerne invitere jer med over til Pjevs, for han ringede for lidt siden og fortalte at han havde en fantastisk ny opfindelse, han ville vise mig. Og hvem kan sige nej til det, ikk’ mig i hvert fald. Kom, så går vi.
Ruth gik nynnende ned ad vejen og nød varmen fra solen, der skinnede fra en skyfri himmel. Ruth havde det bedst når det var sommer og varmt. Kulde og sne var ikke rigtigt noget for taskedrager. Nå ja, når man lige så bort fra kælketure med Pjevs, selvfølgelig. Og en go’ sneboldkamp var nu heller ikke værst.
Ruth nåede ned for enden af vejen og begyndte at gå rundt om gadekæret. Hun kiggede ud på andehuset der stod på den lille ø ude på midten. Det er nu så flot, tænkte hun, for det var et rigtigt hus med ægte stråtag. Der var små fine vinduer med røde rammer, en flot åben dør foran og i reden ovenpå skorstenen, stod en lille etbenet stork som en anden general og spejdede ud over horisonten. Finere andehus fandtes vist ikke, det var hun sikker på.
– RAP! RAP! RAP! RAP! RAP!
Ruth løftede blikket og kiggede på den fornærmede andemor der vraltede ned mod vandet med sine ællinger lige efter.
– Det må I altså undskylde, forsøgte Ruth, – det var ikke min mening at forstyrre jer.
Men andemor så lige sur ud og hoppede i vandet med løftet næb. Ruth kiggede efter dem og kunne ikke lade være med at fnise over deres vuggende rumper, der svingede fra side til side. Ænder har det bedst i vandet, tænkte hun og smilede da hun så de små uldtotter fare hen over vandoverfladen, som små speedbåde.
Ruth skyndte sig videre, så hun slap for andemors forurettede blik og stoppede først ved stakittet ind til æblelunden. Det var her hun skulle igennem, for så slap hun for at gå hele vejen udenom og det var også meget bedre, for så kunne hun samle et par æbler op på vejen. Ruth fandt brættet med de to knaster der lignede øjne og satte foden på forneden. Så kiggede hun til siderne for at se om der var nogen og da der var fri bane, trykkede hun forsigtigt med foden. Brættet vippede indad med en let knirken. Ruth gik i knæ og masede sig ind gennem hullet i plankeværket. Da hun stod på den anden side, skubbede hun brættet på plads og begyndte at gå igennem æblelunden. Der hang en tung sød duft af æbler i luften og hun snusede dybt ind. Det var lige så man kunne blive helt svimmel. Ruth drejede hovedet da en sværm af sommerfugle lettede fra et træ og hun kunne se både gule, hvide og en sort en, med blå og røde striber. Ruth elskede sommerfugle og kaldte dem Vorherres tuschpletter. – Tænk, havde Ruth sagt til Pjevs, – hvis alt liv på jorden var blevet skabt med nogle magiske tuscher og alle pletterne fra de mange tegninger, var dem der var blevet til sommerfugle.
Pjevs havde selvfølgelig rystet på hovedet og sagt hun var fjollet men inderst inde kunne Ruth mærke, at Pjevs vist alligevel syntes at det var en sjov tanke.
Ruth kiggede lidt på sommerfuglene inden hun gik videre. Hun gik med bøjet hoved og undersøgte jorden for friske æbler, der var faldet ned. Hun var ikke høj nok til at kunne plukke æblerne selv og måtte derfor nøjes med dem der var faldet ned. At hun sikkert kunne få nogle ned, ved at ryste træerne, var aldrig faldet hende ind, men det måtte man i øvrigt ikke, så det siger vi ikke til hende. Der er jo’ ingen grund til at give hende nogle gode ideer, som er dårlige.
Ruth ledte og ledte, men det var først da hun nåede hen til de sidste træer i æblelunden, at hun havde heldet med sig. Ruth fyldte lommerne og tog en bid af et stort, rødt og saftigt æble. Saften løb ned af hendes hage da hun fornøjet trådte hun ud på fortovet og gumlende gik ned mod Pjevs’s hus. Da Ruth nåede lågen, stoppede hun brat op og løftede næsen. Hvad er dog det for en underlig lugt? Hun kiggede rundt, men kunne ikke se Pjevs nogen steder.
– Pjevs, kaldte hun forsigtigt og holdt op med at tygge. – Hvad laver du?
Men ingen svarede. Ruth åbnede lågen og gik op mod huset.
– Pjeeeeevs! Kaldte hun igen og denne gang lidt højere. Hun skulle lige til at kalde igen, da hun så en underlig brun røg sive ud af den åbne hoveddør.
– PJEVS! Råbte hun forskrækket og løb op mod huset. – Pjevs, hold ud, jeg kommer og redder dig. Bare rolig, ild og flammer bider ikke på taskedrager.
Ruth fór ind i entreen og kiggede rundt. Røgen kom ude fra køkkenet og hun løb alt hvad hun kunne derud. Hostende og spruttende famlede hun sig igennem røgen og pludselig kunne hun se Pjevs stå ved komfuret. – Pjevs! Råbte hun forvirret og stoppede op. Hvorfor stod han bare der midt i røgen? Pjevs vendte sig og et sort fjæs kiggede på Ruth.
– Pjevs altså, sagde hun vredt, da det gik op for hende at det ikke brændte nogen steder, – hvad er det dog du laver? Jeg troede at hele huset stod i brand!
Pjevs’s sorte ansigt flækkede i et kæmpe hvidt grin og Ruths vrede forsvandt med det samme.
– Det du ser her, er en fuldautomatisk pandekagemaskine med øhh .. flyvende vendinger, begyndte Pjevs og gik i stå. – Den kræver bare et par …du ved … justeringer.
– Ja det tør siges, sagde Ruth og kiggede op. Over hele loftet hang der udsplattede pandekager.
– Hvad har du egentlig brugt som flyvende vending? Spurgte Ruth.
– Tjaaa, mumlede Pjevs og trådte sig selv over tæerne, – en fjeder fra sofaen.
– EN FJEDER! Udbrød Ruth og i det samme lettede panden fra komfuret og – KLASK – splattede en ny pandekage op i loftet.
– Pjevs altså, begyndte Ruth, men stoppede så. Pjevs så lidt ked ud af det og Ruth syntes jo’ slet ikke at det var nogen dum ide, med sådan en fuldautomatisk pandekagemaskine. Den krævede bare nogle, øhh, justeringer, som Pjevs selv sagde.
– Kom Pjevs, sagde Ruth og tog hans hånd, – nu synes jeg du skal gå i bad og så laver jeg nogle pandekager på den gode gamle måde, ok?
– Ok Ruth, begyndte Pjevs, – men jeg skal nok ordne den, så den virker. Du ved, den skal bare lige …
– Ja ja, afbrød Ruth og skubbede ham ud af køkkenet, – men ikke lige nu vel?
– Nej, nej, men senere.
– Ja, ja Pjevs, sagde Ruth igen og gik tilbage til komfuret, – men lige nu er det bad til dig.
Ruth løftede forsigtigt pandekagemaskinen ned fra komfuret og åbnede køkkenvinduerne, for at lufte ud. Da den værste røg var væk, fandt hun en pande frem og gik i gang med at lave pandekager. Der gik ikke særlig lang tid før hun havde en hel tallerken fuld og igen kom hun til at tænke på pandekagemaskinen. Det var nu ikke alt hvad Pjevs fandt på der var lige fantastisk. Hun kiggede op i loftet og kom til at grine. Der hang pandekager overalt og nogle af dem så ud til at hænge godt fast. Pandekagemaskinen var måske nok en god ide, men det med de flyvende vendinger, det krævede lidt mere, øhh .. hvad skulle hun kalde det, genialitet. Ruth smilede, for en ting var sikkert. Pjevs var et geni, men selv genier kunne nogle gange blive lidt for geniale. Hun kom til at tænke på ”Spøgelses-maskinen”, som Pjevs havde opfundet til sidste fastelavn. Uha-uha. Pjevs havde nær skræmt hele byen til næste kommune. Heldigvis for alle, var spøgelserne lavet af tyggegummi og bevæbnet med alle mulige spidse genstande, fik man has på alle monstrene, inden de fik lavet mere ballade. Ja, sikke en opfindelse, tænkte Ruth og stillede pandekager, syltetøj og sukker på terrassebordet udenfor og gik ind efter tallerkener og saftevand. Pjevs havde været nødt til at skille ”Spøgelses-maskinen” ad, overvåget af selve borgmesteren og hele rådhuset og måtte gentagne gange tro og love, at han aldrig ville lave sådan en gang djævelskab mere. Det lovede Pjevs og siden da, har han været lidt mere forsigtig med hvad han fandt på. Men selv genier kan glemme og det vidste Ruth godt. Så det var nok ikke sidste gang at Pjevs satte gang i den lille by. Ruth grinede for sig selv og i det samme kom Pjevs ud fra badet, og nu lignede han helt sig selv igen.
– Fin og ren som ny, sagde han og smilede til hende.
– Fint, sagde Ruth, – pandekagerne er også klar.
Og så fik Pjevs fart på. – Kommer, råbte han og skyndte sig ind på værelset, for at få tøj på. – Kommer nu.
Ruth gik ud i køkkenet og lavede saftevand og da hun kom ud på terrassen, sad Pjevs allerede klar, med kniv og gaffel i hånden og store forventningsfulde øjne.
– Ja, ja, grinede Ruth og satte sig, – du må godt.
Og så kan det nok være at Ruth og Pjevs gnaskede løs, for pandekager var nu det bedste de vidste.
Taskedragen Ruth får gåsehud
Ruth sad i sin hyggelige blå lænestol og kiggede i den store ordbog. Det var det bedste hun vidste, for den var fyldt med de mest fantastiske og spændende ord. Ta’ nu for eksempel det her; Hættemåge! Ruth fnes og lukkede øjnene. Hun vidste ikke hvordan en hættemåge så ud, men hun var ret god til at forestille sig ting inde i hovedet. Ruth fnes igen. Mågen havde fået hætten fra onkel Birgers gamle fåreskindsanorak på og den var så stor at man kun lige kunne se spidsen af næbbet stikke ud. Nej, det var nok ikke lige sådan en hætte, mågen havde på. Ruth tænkte og tænkte … måske en tophue, nåe nej, det gik jo’ ikk’, det skulle jo’ være en hætte. Ruth tænkte så det knagede, men måtte til sidst opgive. For uanset hvilken hætte mågen fik på, så den lige fjollet ud hver gang. Hm. Ruth besluttede sig i stedet for at spørge Pjevs. Han var så klog og måtte bestemt vide, hvilken hætte sådan en hættemåge havde på. Ruth bladrede ivrigt videre i ordbogen og ordene fløj om ørerne på hende. Snedker; slangetæmmer; tobaksplante; urmager; vinduespudser; vaskebjørn; øloplukker; åkande. Ruth var pludselig nået til sidste side og bladrede i stedet baglæns.
Ørefigen; æbletræ; ugeblad; træskostøvle; putteplante .. putteplante? Hvad i tosseland var det. Ruth gned sine øjne og stirrede på ordet og så gik det op for hende at hun havde læst forkert. Der stod jo potteplante og ikke en putteplante. Ruth rystede på hovedet og læste videre. Næsebjørn; mudderkage; listetyv; kaffebar; jordbærgrød; heksebryg; gåsehud ..!!!
Ruth stoppede og stirrede med store øjne på ordet i bogen. Gåsehud! Hvad søren var det for en fisk, eller fugl rettere sagt? Ruth rynkede brynene. Der stod at det var noget man fik når man frøs eller blev bange. Nu blev Ruth for alvor forvirret. Hun havde lige netop tænkt at gåsehud selvfølgelig måtte være huden fra en gås og så sagde bogen noget helt andet. Ruth kiggede på sin arm. Det lignede ikke gåsehud, men nu frøs hun jo’ heller ikke og hun var i hvert fald ikke bange, her i sin hyggelige varme stue. Ruth slog bogen sammen og rejste sig. Det må undersøges, tænkte hun og tog sko og overtøj på. Pjevs vidste besked, det var hun sikker på. Han var så klog og vidste alt. Nå ja, næsten alt, det var sikkert.
Da Ruth kom til Pjevs’s hus, så hun at han stod ude i garagen og rodede ved sin cykel. Ruth gik op ad indkørslen og kaldte på ham.
– Hej Pjevs, hvad laver du?
Pjevs vendte sig og lyste op i et stort smil.
– Hej Ruth! Jeg er i gang med at lappe min cykel. Du kan tro den trængte til det. Slangen var hullet som en schweizerost, men nu tror jeg at den er klaret.
Pjevsen pumpede luft i slangen og stak noget af den ned i en rød spand med vand.
– Hvorfor gør du det? Spurgte Ruth nysgerrigt og kiggede ned i spanden.
– Så kan man nemt se om der stadig er huller i slangen. Hvis der kommer luftbobler, har man ikke gjort det godt nok.
Pjevs trak et nyt stykke af slangen ned i vandet og sådan blev han ved til han var nået hele vejen rundt. Ruth kiggede godt efter, men så ikke en eneste bobbel.
– Så skulle den være i orden, sagde Pjevs tilfreds og tørrede slangen af i et håndklæde. Så puttede han den tilbage i dækket og satte det hele på plads. – Så skal der bare luft i, så er den som ny.
Ruth fulgte Pjevs mens han fyldte luft i dækket og da cyklen lidt efter stod den rigtige vej, så den meget tilfreds ud.
– Skal vi cykle en tur? Spurgte Pjevs og tørrede sine oliefedtede fingre af i et stykke tvist.
– Om vi skal? Klukkede Ruth og fik lys i øjnene. Hun elskede at cykle på Pjevs’s cykel. Den var nemlig lidt speciel, for der kunne være to på ad gangen og blev derfor kaldt en tandem, havde Pjevs fortalt. Og så havde han endda selv lavet den. Jo, tænkte Ruth og satte sig op på tandemen, Pjevs var ikke bare klog, han var også fiks på fingrene.
Da de lidt efter cyklede ned ad vejen, kom Ruth i tanke om at hun helt havde glemt at spørge Pjevs om det med gåsehuden, men hun bestemte sig for at vente lidt endnu. Lige nu nød hun bare at cykle med Pjevs på hans fantastiske tandem. Så måtte gåsehuden pænt vente.
De styrede væk fra byen og snart var de omgivet af gule kornmarker. Solen skinnede varmt og dejligt og pludselig kunne Ruth ikke lade være med at grine.
– Hvad griner du af? Spurgte Pjevs nysgerrigt.
– Ikk’ noget, svarede Ruth hemmelighedsfuldt og grinede endnu mere.
– Nå, sagde Pjevs og vendte sig, – der kan man bare se. Ja, hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro du var blevet lidt småtosset. Men der er nok bare lattergas i luften.
Det fik Ruth til at grine endnu mere og Pjevs grinede med.
– Latter .. haha .. gas i .. hihi .. luften, grinede Ruth og tog sig til maven. – Nu er det vist dig der er tosset, hva’ Pjevs?
– Så er vi .. hihi .. to, mumlede Pjevs der næsten ikke kunne snakke længere, så meget grinede han. Det kneb nu også for ham at styre tandemen og pludselig kom grøften lidt for nær og BUM – KRASJ – KNALD lå de på jorden, med korn stikkende ind alle vegne. Ruth havde strå overalt og specielt en i øret, der kildede så hun lå og vred sig som en slange.
Med Pjevs gik det helt tosset. Han lignede fuldstændig et fugleskræmsel, sådan med korn stikkende ud af både ærmer og bukseben. Han manglede bare en krage på skulderen.
– Puha, sagde Ruth og satte sig op, – skete der noget med dig Pjevs?
– Ikk’ det mindste, sagde Pjevs og nøs.
De rejste sig begge op og Pjevs undersøgte tandemen. Der var ikke sket noget alvorligt med den. Styret var drejet skævt, men det var lige til at rette op. Mens Pjevs ordnede cyklen, kiggede Ruth ud over kornmarken. Hun kunne lige akkurat nå op over toppene, når hun strakte sig på tæer. Den er nu flot sådan en kornmark, tænkte hun og fik så en ide.
– Pjevs, skal vi ikke lege gemmeleg i kornet?
Pjevs satte tandemen på støttefoden og vendte sig. – Tjo, mumlede han og så tænksom ud. – Men øhh .. må man nu også det?
– Aner det ikke, sagde Ruth og trak på skulderen. Inderst inde havde hun nok på fornemmelsen at det nok ikke var lovligt, men hun havde en vældig lyst til at udforske kornmarken noget mer’.
– Åhh, kom nu Pjevs, plagede hun.
– Nå ja, så ok da.
Pjevs låste cyklen og hoppede ned til Ruth.
– Hvem starter med at være? Spurgte Ruth.
Pjevs trak på skulderen. – Det ved jeg ikke, men vi kan jo bare lave STEN-SAKS-PAPIR.
– God ide, sagde Ruth, – på tre, er du klar?
– Ja.
– Ok, EN-TO-TRE.
Ruth lavede tegnet for saks og Pjevs tegnet for papir.
– Øv, sagde Pjevs og spurgte så hvor meget han skulle tælle til?
– Tredive, eller er det for meget?
– Neej, udbrød Pjevs og vendte sig om, – jeg begynder nu!
EN-TO-TRE ….
Mens Pjevs med høj stemme talte, listede Ruth længere ind i kornmarken. Hun skubbede forsigtigt kornet til side og gjorde sig stor umage med ikke at efterlade spor. Pjevs’s stemme var stadig tæt på, men da hun vendte sig, kunne hun ikke se andet end en gul mur af korn. Super, tænkte hun og fnes, han finder mig aldrig.
SYVOGTYVE-OTTEOGTYVE-NIOGTYVE-TREDIVE, NU KOMMER JEG!
Ruth satte sig på hug og kiggede i retning af lyden. Hun mærkede spændingen nede i maven og det føltes som tusind små myrer der trampede rundt og kildede hende med alle deres mange bittesmå fødder. Hun fnes højt og tog sig med det samme for munden. Bare han nu ikke hørte noget? Ruth spidsede ører, men der var helt stille.
Ruth åndede lettet ud. Pjevs havde ikke hørt noget. Så fik hun en ide. Måske hun kunne snyde ham lidt. Ruth ledte på jorden efter en sten, hun kunne kaste med. Hun kunne ikke finde nogen, men der var en masse tørre klumper jord og mon ikke de kunne bruges. Hun tog en der var på størrelse med et æg og klemte forsigtigt på den. Jordklumpen føltes hård og gik ikke i stykker. Jo den kunne sagtens bruges. Ruth rettede sig op og gav sig til at lytte. Det knasede lidt til højre for hende, tæt på og straks kastede hun jordklumpen bagud. Der lød en raslen og et bump og Ruth holdt vejret i spænding. Bare han nu hopper på den. I det samme sagde en stemme, – HOV, NÅ DER ER DU!
Det knasede og larmede, da Pjevs begyndte at løbe og Ruth fnisede for sig selv. Det virkede, tænkte hun og satte sig ned. Det var et godt trick, det med jordklumpen. Hun fandt en ny og gjorde sig klar til at kaste, hvis Pjevs skulle nærme sig igen. Men det varede nok lidt, for nu var han et godt stykke væk. Hun fik lidt dårlig samvittighed. Stakkels Pjevs, det var måske lidt tarveligt. Ruth sad lidt og lyttede, men nu var der helt stille. Hvor blev han af? Ruth rejste sig op og strakte sig på tæer. Hun spejdede i den retning hun mente Pjevs var, men der var ikke noget korn der bevægede sig. Mystisk. Ruth kiggede i alle retninger, men intet rørte sig. Pludselig syntes hun der var lidt for stille. Bare der ikke var sket Pjevs noget. Måske han var faldet, eller måske faret vild? Ruth blev helt tom i maven over det sidste hun tænkte. Pjevs var lidt lavere end hende og hun tvivlede på at han kunne se op over kornet. Ruth mærkede uroen i kroppen og uden at hun vidste af det, kaldte hun på ham.
– PJEEEEEEVS! HVOR ER DU?
Ruth lyttede med tilbageholdt åndedræt, men ingen svarede. Nu blev Ruth for alvor bekymret og også lidt bange. Hun begyndte at bane sig vej gennem kornet.
– PJEEEEEVS! SIG NOGET. HVOR ER DU?
Ruth syntes slet ikke det var sjovt længere. Det var en dum leg, i hvert fald her i kornmarken. Ruth råbte igen og nu var uroen i maven, blevet til en hård klump af bekymring.
– PJEEEEEVS! SIG NU NOGET, HVOR ER …
Ruth vendte sig med et sæt, da noget pludselig kom ud af kornet bag hende og råbte, HER!
– HJÆÆÆLP!! Hylede Ruth og gik i luften som en raket. Hun skulle lige til at løbe sin vej, da hun så at det var Pjevs.
– PJEVS! Sagde hun vredt, – du skræmte næsten livet af mig.
– Det … det må du undskylde, sagde Pjevs og trådte sig selv over tæerne, – det var ikke meningen.
Ruth rystede da en kuldegysning for igennem kroppen på hende og hun mærkede hårene rejse sig på armene. – Se, sagde Pjevs og pegede på hendes arm, – du har gåsehud på armene.
– Gå .. gåsehud, stammede Ruth og stirrede på sin arm. Den var fyldt med små prikker og lignede faktisk kyllingeskind.
– Pjevs, mumlede hun og holdt vejret , – minder kyllingeskind og gåseskind om hinanden?
Det mente Pjevs bestemt det gjorde, men forstod ikke lige hvorfor hun spurgte om det?
Ruth svarede ikke. Hun stirrede bare på sin arm. Det var altså derfor det hed gåsehud.
– Pjevs, sagde hun med et stort smil og gav ham et stort knus. – Du er geni. Du har løst min gåde og så endda uden at vide hvad gåden var. Hvordan gør du?
Pjevs lignede et stort spørgsmålstegn og slog ud med armene. – Øhh, det ved jeg ikk’.
– Pyt med det, sagde Ruth og foreslog at de gik tilbage til tandemen. Hun havde ikke lyst til at lege gemmeleg mere. Det havde Pjevs heller ikke og sammen travede de tilbage til vejen.
– Gåsehud, mumlede Ruth og smilede for sig selv, – så det var det bogen mente.
– Hvad mumler du om? Spurgte Pjevs.
Ruth vendte sig og kiggede på Pjevs. – Jamen, det var et ord jeg hele tiden har villet spørge dig om hvad betød og så kom det bare helt af sig selv. Det er da lidt sjovt, ikk’?
– Jo, sagde Pjevs og smilede, – sådan er det engang imellem.
Da de lidt efter sad på tandemen og cyklede hen ad vejen, kom Ruth i tanke om noget.
– Pjevs, sagde hun og lænede sig frem, – må jeg spørge om noget?
– Ja, selvfølgelig.
– Hvilken slags hætte har en hættemåge på?
Der var stille et øjeblik og så brød Pjevs fuldstændig sammen af grin.
– Hvad griner du af? Spurgte Ruth der selv begyndte at grine.
– Den .. hihi .. har .. haha .. ikke .. hoho .. nogen .. hæhæ .. hætte på, grinede Pjevs der næsten ikke kunne få vejret.
– Har den ikke nogen hætte på? Sagde Ruth undrende, men hvorfor hedder den så en hættemåge?
– Jo, men altså, prøvede Pjevs at forklare mellem hoho’erne og haha’erne. – Den bliver kaldt en hættemåge fordi der på dens hoved er en mørk farve, der godt kunne minde om en hætte.
– Det vil sige, sukkede Ruth og følte sig temmelig dum, – at den slet ikke har nogen hætte på.
– Ja, grinede Pjevs, – en brilleslange, går jo heller ikke med briller, vel!
– Nå gør den ikk’, hr. klogesen, vrængede Ruth og rakte tunge af Pjevs’s ryg.
– Nej, frøken suresen, grinede Pjevs, – går taskekrabben måske med taske? Eller spiser myreslugeren måske myrer?
– Ja. Det gør den faktisk, sagde Ruth så bestemt, at Pjevs blev revet helt ud af den.
– Øhh, nå, gør den det, jaså … der kan man bare .. øh …
– Ja Pjevs, selv om man er så klog som dig, kan man jo’ ikke vide alt.
– Du har ret. Pjevs vendte sig om og kiggede hende i øjnene, – undskyld at jeg sådan lavede grin med dig.
– Det gør ikke noget. Jeg var vist også lidt fjollet nu hvor jeg tænker over det.
– Skal vi så være go’e venner igen? Sagde Pjevs og rakte hånden frem.
– Selvfølgelig Pjevs, smilede Ruth og stivnede så. – Hey, hov, kik hvor du kører, PJEEEEEEEVS!!!
Mon I kan gætte hvad der skete?
Det tror jeg og ganske rigtigt, så lå De og rodede nede i kornmarken igen.
– Nu styrer jeg altså, hostede Ruth og spyttede jord ud af munden.
– Snof, snø, mumlede Pjevs der ligesom Ruth havde glemt at lukke munden da han ramte jorden og så skraldgrinede de begge, så de fik helt ondt i maverne. Men det er jo’ ikke det værste der kan ske, vel?