Glimt
En novellesamling af Thomas Bay
Indhold
(… fra Guds eget land)
1. A moment of fame
2. Blues
3. When fear takes over
(… og vores egen lille andedam)
4. Drømme part …
(Bosnien tur-retur … part I)
5. Endnu en dag …
(Bosnien tur-retur … part II)
6. Alle har råd til at spise hos McDonald’s
7. Borgerpligt
8. Sidste stop
9. Jeg befinder mig i en ørken
A moment of fame
God dammed. Det var satme godt nok den værste gang blødsødne gylle han længe havde hørt. Han kastede et blik på biltelefonen. Måske. Et par tryk på tasterne og signalet ville nanosekundet efter ramme satellitten ude i rummet, hvorefter den nærmeste telecentral ville bringe ham i forbindelse til studiet på WNOD, hans yndlings radiostation, hvor det direkte debatprogram ‘If You Dare’, var i fuld gang. Måske.
Han tøvede. noget, en fornemmelse af ubehag. Han kiggede op i bakspejlet og gispede. – Shit!
Han flåede rattet over og kastede bilen ind i midtersporet. Han bandede og kiggede lige ud, da porschen brølede forbi, med blinkende forlygter, og den umiskendelige fuckfinger trykket op ad sideruden.
Lad være med at kigge på den, bare lad som ingenting. Han knugede hårdere om rattet, og han rystede. Fuck, han kunne ikke lade være og hadede sig selv for det. Han var en skide tøsedreng, det vidste han godt, men det var jo’ ikke uden grund. Folk blev presset af vejen eller jagtet af psykopater, uden nogen nævneværdig grund.
Porschen kørte ind foran ham og blinkede et par gange provokerende med bremselygterne, før den accelererede og forsvandt ud af hans synsfelt. Han åndede lettet ud og greb pr. refleks efter pakken med smøger, men hånden ramte selvfølgelig en pose ‘Aint Maries chocolate chunchys‘.
Fuck, han satte farten ned og gled ud i yderste højre spor. Fuck, fuck, fuck. Han var stoppet med at ryge for 3 måneder siden, og det gik efter omstændighederne godt. Men når tingene blev stressede, vidste han ikke, hvor han skulle gøre af sig selv. Trangen rev i ham, som en umættelig sult, og han havde flere gange hamret knoerne i frontpanelet, bare for at aflede opmærksomheden. Det hjalp i en kort periode, men var uholdbart, det vidste han godt. Så i stedet var han begyndt at spise.
Fuck. han havde taget 7 kilo på, siden han kvittede rygningen, og det var satme ikke nogle kilo, han havde brug for.
– Flot gjort, kammerat, sagde han højt og kiggede op i bakspejlet.
– Du dør ikke af lungekræft, men af forstoppelse og hjertestop, genialt, og så har du gjort det ved helt egen hjælp.
– Halloooo!!! Han slog sig let på panden. – Er der nogen hjemme, kan man leje et værelse her? Desværre hr., alt er fyldt HELT op, men vi har et loftværelse der er helt tomt, hvis det har interesse?
Han tav. Kunne pludselig mærke gråden der langsomt trængte sig på.
Han havde ikke altid været kraftig. Det var pludselig kommet i puberteten og siden havde han kæmpet for at holde det nede. Men det havde været forbandet svært. Drillerierne i skolen. Pigernes fnisen, afvisningerne. Han havde været fuldstændig uforberedt på den omvæltning, hans overvægt havde betydet for hans tilværelse. Og nu var det altså smøgerne der var skyld i hans ændrede stofskifte.
Han overvejede kraftigt at begynde at ryge igen. Ja, han kunne faktisk ikke lige nu forstå hvorfor han var holdt op. Men inderst inde vidste han det godt. Han havde valgt mellem to onder og havde kvittet smøgerne. Én sejr, i rækken af mange nederlag og så var det endda kun en halv sejr, for det havde fået ham til at spise mere. Fuck. Han var et stort nederlag, fra start til slut.
Han kom uvilkårligt til at tænke på det tilnavn, han havde fået i skolen. Billy Boy – is just a toy.
Den måde de havde cirklet omkring ham, skubbende, drillende, råbende, Billy Boy – is just a toy. Billy Boy – is just a toy.
Det havde redet ham som en mare lige siden og han kom til at tænke på det, hver gang folk kaldte ham Billy Boy. Det gjorde de fleste, uden at tænke over det, som de sagde. – Hva fa’en Billy, sådan har det jo’ altid været.
Well, fuck you to. Han havde tit tænkt sådan, men havde ikke modet til at sige det højt. Han havde pænt ædt det i sig og i stedet smilet og grint fjoget. Fuck, hvor han hadede det.
Han tørrede øjnene med bagsiden af hånden og skruede op for radioen. Han trængte til lidt adspredelse, men selv ikke musikken kunne fortrænge de sorte skyer der formørkede hans sind og det næste stykke tid, kørte han bare mut og indelukket, stirrende på vejen der gled forbi ham.
Fuck, fuck, fuck. Han greb biltelefonen og tastede et par gange. Han trængte til at tale med nogen, hvem som helst, bare en eller anden. Men han havde ikke nogen at snakke med, udover hans ex-kone, og det var bedre end ingenting. Alt var bedre end ingenting.
– Mor! Telefon!
Ken slap røret og det knaldede mod dørkarmen, mens det hvirvlede rundt i den snoede ledning. Han kunne høre sin fars spørgende stemme i det svingende rør.
– Hallo, hvad sker der. Hallo, Ken, er du der?
– Mor! Knogle! råbte han igen. Denne gang højt og påtaget irriteret.
Hans mor kom småløbende ind i stuen og kiggede forvirret på ham. Så fik hun øje på det svingende rør og forstod.
– Ken, din…, er du ude på at ødelægge telefonen?
Hun greb røret og vendte sig for at stikke ham en. Han var dog forberedt og veg uden for rækkevidde. Hun kiggede ham dybt i øjnene, men han veg ikke en tomme.
– Ken, fis af med dig mens der stadig er tid, du får brug for det forspring. Hun var sur på ham. Han lod aldrig en chance gå fra sig til at udfordre og drille hende.
– Bah, du har ikke en chance, vrængede han tilbage og bakkede hen mod døren ud til entreen. Han havde lidt dårlig samvittighed, men han kedede sig og så var hun så let at drille.
– Faaarvel. Sagde han i den drillende tone, som hun hadede og forsvandt ud af syne.
– Joyce, hallo, hvad sker der?
Hans musestemme trængte igennem hendes tanker og hun lagde røret for øret.
I det samme blev hoveddøren i entreen flået op og lyden af løbende trin hørtes et øjeblik. Han havde selvfølgelig ikke lukket døren efter sig. Så hørte hun igen den spørgende stemme i røret.
– Joyce, er du der, hallo?
– Hva’ vil du, afbrød hun ham tørt. Hun var bestemt ikke i humør til at hyggesnakke med Billy – the always fucking driving salesman – Mcdovern, hendes ex-mand.
Hans ex-kones stemme skar igennem luften, som sad hun lige her ved siden af ham i bilen og han trak forskrækket røret væk fra øret.
– Joyce, hvad var det med dig og Ken, opfører han sig ikke pænt?
– PÆNT, råbte hun tilbage. – Pænt, knægten er tretten og omgås nogle kammerater, jeg ikke engang ønsker at vide hvor kommer fra, og så spørger du om han opfører sig pænt. Hvor herre bevares Billy McDovern, hvor er du henne?
– Øøhh, i bilen selvfølgelig, det ved du da godt.
Han var forvirret. Han havde altid haft svært ved at forstå sin kone og det var bestemt ikke blevet nemmere, efter de var blevet skilt.
– I Bilen. Hendes stemme blev spydig og ætsende.
– Han har sgu’ den frækhed at sige at han sidder i bilen. Bifald til Billy McDovern. I bilen, er du morsom eller bare dum. Hun råbte nu. – Jeg mente selvfølgelig, hvor du var henne i din forståelse af tilværelsen i al almindelighed og specielt din trettenårige søn. For helvede da også, Billy boy. Er der overhovedet nogen hjemme i øver ….
Hun tav. Blev pludselig klar over hvad hun havde sagt.
– Billy, undskyld jeg mente ….
Afbrydertonen duttede i hendes øre. Fuck. Men han var sgu selv ude om det. Tænk at spørge så dumt, men alligevel. Hun hængte telefonrøret på plads og gik ud i entreen. Hun havde et øjeblik følt dårlig samvittighed, for hun vidste hvor meget han hadede det navn, men slog det hen. Han var et fjols. Selvudslettende og selvmedlidende. Og det orkede hun ikke at lægge skulder til mere. Det var slut nu, skilsmissen havde taget byrden væk fra hendes skuldre, det var ikke længere hendes problem.
Hun kiggede på den åbne hoveddør og følte et stik af vrede. Det kan godt være, du ikke har det nemt Billy McDovern. Men en knægt på tretten år er sgu heller ikke hele tiden lykken og det problem er du jo sluppet meget godt udenom, skiderik.
Hun smækkede døren hårdt i og gik tilbage mod køkkenet. Hun måtte hellere se at få sat den kaffe over. Hendes mor kunne være her hvert øjeblik og SHIT! Kagerne. Dem havde hun nær glemt.
– Ken! Råbte hun uden at tænke over det. Han svarede selvfølgelig ikke.
Hun kom pludselig til at grine, da det gik op for hende, at hun havde råbt uden at tænke. Det var sådan noget Billy kunne finde på, eller rettere sagt altid gjorde, handlede før han tænkte. Hun greb telefonen og trykkede nummeret til købmanden. Hun ville få kagerne bragt ud. Det var det nemmeste. Hun orkede ikke at gå i gang med at bage. Samtalen med Billy og skænderiet med Ken, havde ødelagt hendes morgenhumør – Damn both of them, mumlede hun vredt og tændte for radioen. Lidt godt musik og mest af alt et godt grin, det var lige hvad hun havde brug for nu. Hun kiggede på uret. Jo’ det var stadig i gang en times tid endnu, det direkte debatprogram ”If you dare” hvor gud og hvermand kunne ringe ind og gi’ sin mening om alt mellem himmel og jord. Men det var om at holde tungen lige i munden, for Gonzo, programmets studievært, var uden skånsel. Sarkasme og larmende spydigheder var hvad man fik og ingen var i tvivl om at han gjorde sit bedste for at hænge folk ud. Jo værre, des sjovere. En sjælden gang var der en der slap ud med æren i behold, men det var meget få. Gonzo kunne få selv de hårdeste argumenter, til at smuldre mellem fingrene på folk. Det var vel egentlig også det der var så imponerende og derfor folk fandt sig i det. Hun havde tit undret sig over, hvad der fik folk til at ringe op. En af hendes veninder havde kaldt det a moment of fame, men hun skulle nu ikke nyde noget. Hun fandt stationen og musikken fyldte køkkenet. Hun kendte godt nummeret. Donald Fagen var en af hendes favoritter og nummeret ‘Trans Island skyway’, var sådan en tilpas rolig, funket og groovy sag, der kunne få hendes humør tilbage. Hun skruede op og stod og nød musikken, da der pludselig blev banket på døren.
– It’s open!, råbte hun da døren i det samme svingede op og hendes mors hoved kom til syne.
– Darling dear, do I smell coffee?
– You sure do, mom!
Hun skruede ned for musikken og gik ud for at tage moderens jakke. Hun glædede sig, for hun var i sladderhumør og hvis der var noget hendes mor var god til, var det at sladre.
– Fuck dig, din.. din.. mær.
Han hamrede håndfladerne ind i rattet i afmagt og raseri. Gråden stod ham i halsen og han var skiftevis varm og kold over hele kroppen.
– Hun sagde det sgu’ den… møgso. Joyce! Hans ex-kone! Hvordan kunne hun?
Han forstod ikke hvorfor. Han havde jo’ bare spurgt af venlighed om hvad der foregik, og så flejnede hun sådan ud. Beskyldte ham for ikke at fatte en skid. Kalde ham dum.
Bevares, alt det shit havde han hørt før. Det var ikke noget nyt. Bare det sædvanlige bavl hun fyrede af. Men. Han krympede sig. Billy Boy, han kunne stadig høre hende sige det.
Det…, han kunne ikke få det over sine læber og begyndte at græde. Først stille uden en lyd, og så kunne han ikke holde det tilbage længere. En tung selvmedlidende følelse lagde sig over ham og for første gang i lang tid, tudede han uden at holde igen. Tårerne løb ned over hans tykke kinder og videre ned på de to våde pletter på hans bukser, der hastigt voksede, men han ænsede det ikke og var sikkert også ligeglad. Hans sind var mørkt og dystert. Han kørte som i trance. Registrerede knap kilometerne der tikkede på triptælleren, bare køre, tænkte han tomt, bare køre, glemme…
Han fik et chok da radioen pludselig bragede igennem. Han havde ikke lagt mærke til den forsænkning i landskabet han kørte i, før nu, da han kom ud i det fri og radiosignalet gik klart igennem igen.
– WNOD, your local station on onehundred and one point five megahertz,
and you are listening to ‘ If You Dare’ the program that needs your oppinion
and of course, as always, only if you dare..!!!
In charge of the program as usual, our vicious, cruel but generally fair, our alltime favorite host.
Ladies and gentlemen, here is…Gonzooooooo…………
Stemmen brølede som en kommentator ved en baseballkamp og blev til dels overdøvet af et fiktivt og ellevildt publikum, der hujede og klappede som besatte. Så brød den groteske og sindssyge stemme, som var Gonzos vartegn, igennem og præsenterede næste times tema.
Allrighty folks, I know you’ve been waiting for this, so keep up, here is the next hours theme.
En jingle med noget dystert underlægningsmusik fyldte æteren og en spændt tavshed fulgte, så brød Gonzo igennem igen.
We all know them… or should I say…. we rather not…, or is it infact so,
that we actually hate their guts in a clean, good old fashion way.
We think we know why…but we all get a little embarassed when it comes to it.
Gonzos stemme ændrede sig til en lidt dum, spørgende figur.
Well, it’s nothing personal man … I mean, it’s just… WHAT!!
Gonzo afbrød sig selv og hans stemme steg et par hidsige takter.
Is it their behaviour and appearance, their pushing, aggressive, oily, obsequious,
annoying and self-satisfied natur, IS IT!?
Well yer, I guess it is, yer.
Well excuuuuse me. What the hell is wrong with you?
Since when are you judging other people in that way, Haa!!
I feel a little grouppressure here, a little – So do others, so do I –
How can that be? Why this all common disrespect for this perticular folk
WHY, WHY, WHY…????
Gonzos stemme døde ud og den dystre underlægningsmusik røg en tand i vejret, så var han tilbage igen.
Now that I’ve got your attention right where I want it, I guess it’s time to disclose
who we are talking so nicely about, if…. you haven’t allready guessed it
well it’s the salesman, DUMMY, of course it’s the salesman.
Gonzo forsvandt og en jingle med en mere officiel stemme overtog.
Well folks, don’t hesitate now. Just pick up that phone of yours and call us … if you dare.
You will be on live with hundred of thousands of people, listening to your oppinion.
And you may be famous or the laugh of the day, but it will be YOUR choice,
so call us … if you dare. And remember it’s on your favorite station ‘WNOD’
on onehundred and one point five megahertz, here is some more music.
Jerry Rafferty begyndte at synge ‘ Stuck in the middle with you’, men Billy ænsede det knap.
Han gloede bare på radioen og havde i bogstaveligste forstand tabt underkæben.
Temaet den næste time var sælgere, han var temaet. Men det der havde rystet ham mest var oplægget.
– For satan da også, bandede han højlydt.
Han vidste godt at Gonzo bevidst satte tingene helt ud på en spids for at provokere. Alligevel kunne han ikke lade være med at føle sig svinet til. Trådt på. Udleveret som en skide hjemmevideo, ens børn havde sendt ind, for at lave sjov.
Han skruede helt op for anlægget og Gonzos stemme brølede ud igennem højttalerne. Subwooferen under sædet buldrede op i hans balder og fik ham til at ryste, men det var der også noget andet der gjorde. Blandt andet den lytter der var igennem nu. En typisk lokal knoldesparker, møgstodder!
Hey you! Snerrede Gonzo anklagende til den lytter der var igennem
what do you mean by that! Explane yourself, you’ve got thirty secounds, counting now.
Well, they are just a pain in the ass, every single one. I mean,
I have never met a salesman, that I actually can say I liked.
They would sell their own mother, for a couple of bucks for Christ sake.
Gonzo afbrød manden, med et tordendunder af en stemme.
Keep him out of it, your blasphemous little man.
.
Den dybe, anklagende stemme røg med ét op i en hidsig falset.
Oohh my God!! Your time is out, bye! bye!
Gonzo hylede som en prærieulv og en lokumslyd indikerede, at manden var ude. Det var tid til næste.
Well who’s next, you, you, or you? No stupid, wrong again.
Gonzos maniske grin rungede ind over indledningen til ‘The Who’s’ ‘You better, you better, you bet’ og for anden gang bragede musikken ud i bilen, uden at Billy ænsede den. Tankerne farede rundt i hovedet på ham.
Never meet a salesman, that I liked!
Just a pain in the ass!
Would sell their mother for a couple of bucks!
Han havde hørt meget lort fra folk der ringede ind til ‘If You Dare’, igennem tiden. Hørt folk udtale sig om alt muligt, kun med det ene formål at komme i æteren. Men det her var godt nok topmålet. Han tvivlede kraftigt på om de rent faktisk havde en reel mening om det de ringede ind for at kommentere.
– Fuck, gu’ havde de ej, råbte han til en bil der netop passerede ham i modsatte retning.
Han vendte sig om i sædet og for første gang i sit liv, gav han en bilist fingeren.
– Fuck dig, møgstodder, råbte han igen og vendte sig om. Det eneste I vil er sgu’ bare en god lejlighed til at svine andre folk til, uden at risikere noget. Han var rasende og overrasket. Overrasket over at han turde gi’ ham stodderen fingeren og at det samtidigt føltes godt. Det var en følelse han ikke havde følt siden…, siden puberteten.
– Over tyve år siden, mumlede han stille. Tyve års nedværdigelse og afmagt.
Fandeme nej, slut færdig, ikke mere Billy Boy – is just a toy. Det var Billy McDovern, ellers sgu’ de fandeme få at se. Han stirrede pludselig på radioen og et voldsomt raseri, han ikke troede han havde i sig, voksede frem. Og uden at han egentlig selv var klar over hvad han gjorde, hamrede han en knyttet næve, ind i det hårde frontpanel ved siden af instrumentbrættet. Smerten og den tørre lyd det gav, da to af knoerne knustes, mildnede ikke hans vrede. Tværtimod forstærkede det den bare.
Han stirrede på blodet der langsomt piblede ud fra revnerne i huden og han følte sig stærk. Stærk, gentog han for sig selv. Følelsen var berusende, overvældende. Stærk…, stærk nok.
Han var ikke et sekund i tvivl, da han først havde besluttet sig.
Han tastede nummeret ind og hev telefonen ud af holderen. Han var klar, rede, intet kunne stoppe ham nu. This is your moment, Billy McDovern, don’t blow it.
Han trådte uvilkårligt speederen længere ned. Han var ikke klar over hvor hurtigt han kørte. Måske 120 kilometer i timen. Han var også ligeglad. Vejen var hans. Der var ikke en bil i syne. Hverken for eller bag. Han var alene. Men ikke længe, tænkte han, mens han forstenet stirrede ud af forruden og knap registrerede det flade og øde landskab der fløj forbi ham. Snart, ville han være i selskab med flere mennesker end han nogensinde kunne ha’ drømt om. Og de ville alle sammen ha’ et bestemt navn på læberne når han var færdig med dem. Hans, Billy McDovern, the fucking salesman.
– Hallo, it’s WNOD, can I help you?
Sekretæren lød smilende, men reserveret. Sikkert en hård dag på jobbet, tænkte han smilende. Well just hang on sister, cause you ain’t seen nothing yet.
– Hallo, my name is Billy McDovern, I would like to get through to ‘If You Dare’, sagde han høfligt.
Bilen var nu oppe på 135 kilometer i timen og accelererede stadig. Langsomt og sikkert.
– Okay then, what’s your profession?, spurgte hun lidt mere venligt.
– I’m a salesman.
– Okay. Der var en kort pause, inden hun talte igen.
– Just hang on sir, you will be on the air after the music and the commercials, okay!
– Right on, svarede han kort. Hun forsvandt og musikken fra ‘The Who’ hørtes nu i røret. Han var igennem, om lidt gik det løs.
Han skruede op for radioen igen, det her ville han sgu’ ikke gå glip af.
…You better, you better, you bet…. Musikken blev som sædvanlig afbrudt af en stationsjingle og fem sekunder efter, tordnede Gonzos stemme ind i hans biltelefon og ud i æteren.
– Weeell folks out there, you never guess what the next person, here on the phone, do for a living – well do you punks!
Gonzos stemme ændrede sig konstant, afhængigt af parodierne, man skulle være hurtig på tangenterne, hvis man ikke ville hægtes af. Gonzo fortsatte.
– So what is it, give it to us.
– Eeehh, han kunne pludselig høre sin stemme i radioen. – I’m a salesman, fuckhead, and my name is Billy McDovern.
– Ooohh! Ain’t that so. Gonzos stemme var drillende og spydig.
– Now Billy, tell us what kind of salesman you are. Is it a pain in the ass or just a fuckhead?
En jingle med brølende fodboldtilhængere larmede igennem æteren og indimellem kunne man høre Gonzos, thank you – thank you – thank you.
Jinglen forsvandt og da Gonzo talte igen var det med en dyb og alvorlig stemme.
– Okay Billy, fun is over, what’s on your mind. Speak up. You got forty secounds and that’s just because I like you.
En irriterende kvindestemme begyndte at tælle ned fra fyrre, lige højt nok til at han havde svært ved at koncentrere sig.
– I’m a salesman, and…, han gik i stå, kunne pludselig ikke finde ordene.
– Aaannd, lød Gonzos spottende stemme, – and what Billy, time is running out, your…
– Shut the fuck up, asshole, råbte han ind i telefonen og han kunne med fryd mærke vreden der buldrede frem i ham som et eksprestog.
– You gave me forty sekunds, fuckhead, how do you expect me to say anything serious, with you interrupting all the time and that fucking lady counting in my ear, haa!
Han kunne ikke genkende sin egen stemme længere. Den var rå og bestemt og havde en militærlignende klang over sig. Det var en stærk stemme. En stemme der ikke fandt sig i noget fra nogen. Hverken Gonzo, hans ex-kone, sønnen, svigermoren, arbejdskammeraterne, vennerne (som han ikke havde nogen af, men også dem), alle som een. Det var slut med Billy Boy – is just a toy.
– Listen, you fucking meathead, hvæsede han ind i telefonen, – if you’r smart you keep this line open. I have something special for you, my wife (han havde et øjeblik glemt at det var hans ex-kone), and all you other fuckheads out there.
Han satte biltelefonen på plads i holderen og spændte den fast. Sikrede sig en ekstra gang at forbindelsen stadig var der, hvorpå han flåede rattet hårdt til højre, samtidig med at han trak håndbremsen.
Bilen kørte på det tidspunkt 145 kilometer i timen og den tunge Chrysler peb skingert i karosseriet, mens den prøvede at holde vejgrebet. Så gav den op og begyndte at snurre rundt.
– Joyce listen, isn’t that Billys voice?
Hendes mor havde stillet koppen fra sig og grebet hendes håndled. Det gjorde ondt.
– Argh mom, you’re hurting me!
Moren slap forskrækket hånden og udbrød, – sorry, but….isn’t it Billy, there, in the radio?
Stemmen i radioen lød bekendt, men dens hårdhed og det sindssyge sprog som den talte med, havde hun aldrig før hørt fra Billys mund.
– Ok, it is, sagde hun irriteret og tyssede samtidig på sin mor. Hun ville godt høre hvad faen Billy havde af spændende ting at fortælle til Gonzo og de andre lyttere.
Men på det tidspunkt havde Billy ikke så meget at sige. Bilen hvirvlede rundt på hjulene, mens den hastigt arbejdede sig væk fra vejen. Sekundet efter ramte den vegetationen i vejens højre side. Bilen prøvede at dreje videre, men det nye underlag virkede som en regulær stopklods og på grund af den høje hastighed, skete det uundgåelige. Bilen krængede over, slap taget og pludselig stod verden på hovedet, da bilen lettede.
Billy hylede som besat, ikke af angst men i jubel, det var ligesom at være i tivoli den gang han var lille, bare sjovere.
Bilen drejede rundt i luften et par gange, før den ramte jorden med voldsom kraft. Billy hørte det tørre knald fra ruderne i modsatte side, da de knustes. Så mistede han bevidstheden. Bilen rullede rundt. Pløjede sig igennem den sparsomme vegetation af småbuske og månekaktus, da den bestemte sig for at lande på taget og blive der. En kampesten længere fremme, satte dog en definitiv stopper for rutscheturen, selvom bilen fortsat havde temmelig meget fart på.
Knaldet , da bilen ramte kampestenen, gav genlyd over det meste af staten i bogstaveligste forstand. ‘WNOD’ havde været for chokerede til at afbryde signalet fra Billys biltelefon, mens det stod på, (de har nu aldrig fortrudt det. De tjente en formue på lydoptagelserne, senere), og transmissionen af hele forløbet bragede ud i radioer overalt.
Flere steder var bilister kørt op i hinanden, mens de forbløffet lyttede til galningen – Billy McDovern – der for åben mikrofon kørte sig i døden, bare fordi han var ‘pissed off’ over sælgerhetzen i ‘If You Dare’.
Men det var ikke slut endnu, selvom stilheden havde lagt sig i æteren, lige umiddelbart efter ulykken. Alle var selvfølgelig stivnet. Ventede på en eller anden reaktion, et livstegn. Og så sandelig om ikke pludselig Billys stemme hørtes, anstrengt og hostende.
John Miller – stationschefen på WNOD – var umiddelbart efter gået i æteren og Billy havde et øjeblik med fryd konstateret at radioen ikke var ødelagt og at de begge to gik klart igennem. John Miller havde indtrængende prøvet at få ham til at oplyse hvor han var kørt galt, så man kunne sende hjælp afsted, men Billy havde bare grinet anstrengt og sagt at han kunne skride ad helvede til. Så var han begyndt at hoste sygt igen. Havde grædt lidt og var til sidst gledet over i koma og døde kort tid efter. John Miller havde til det sidste forsøgt at overtale Billy til at oplyse hvor han var kørt galt, men Billy havde nægtet og var i stedet begyndt at gentage den samme sætning igen og igen,
– My name is Billy McDovern, I’m a salesman, not a toy.
Hans ex-kone havde ikke mange kommentarer til det skete. Hun nægtede ganske enkelt at kommentere sagen yderligere, til den strøm af journalister der havde opsøgt hende, efterfølgende. Hun havde sagt sin mening een gang, kort og præcist og det måtte være nok. Journalisterne var ikke just begejstrede for hendes manglende samarbejde, men hendes første og sidste bemærkning, havde dog alligevel gjort indtryk på de fleste. Flere havde sågar brugt hendes udtalelse til at rydde forsiden, for når de ikke fik andet, måtte de jo nøjes med det de havde.
– So what, it sells. Redaktøren for lokalsprøjten var trods alt godt tilfreds. Han stod netop og studerede forsiden til avisens næste udgave.
Skøre kælling, tænkte han og kiggede på teksten under billedet af Joyce McDovern.
‘He got his moment of fame – let’s keep it that way ‘.
Blues
Mørke. Tæt på midnat.
Musik. Larm.
Mennesker.
Mennesker.
Sætter mig i spotten. Stolen hård, enkel. Slår et par toner. Mislyd. Stemmer D og G. Trækker mikrofonen hen. Præsentation. Ingen reaktion. Fortsætter. Vant til det. Kommer. Starter blødt. Kendt, ingen klassiker. Spredt mumlen. Sætter tempoet op, denne gang en fra området. Mærker fødderne. Fingrene får liv. Næste nummer. Enkelte klapper. Nogle rejser sig. Flere følger med. Lukker øjnene. Tonerne kommer af sig selv. Forførende, drilske. Anerkendende knips. Robert Johnson, ’Blind’ Willie McTell, åbner op for det hele. Ænser knap lokalet. Sveden svier i øjnene. Gulvet begynder at bølge. Endnu en klassiker. Luften intens, sydende. Nu. Holder igen med vilje. Tilråb. Buhen. Løfter hovedet. Smiler. Mærker suset der langsomt breder sig i kroppen. Holder vejret. Aftenen er min. Gir’ alt. Alt.
Mislyd.
– Hold op, stop. Jeg vil ikke mere. Prøver at skubbe ham væk.
– Hvad mener du? Holder godt fast. – Har den lille dame fået skrupler. Bare rolig, jeg skal nok være sød og rar, bare slap af.
– Nej, hold så op, jeg vil ikke mer’. Slip mig. Bange nu. Han er stærk, meget stærk.
– Prøv at hør’ engang lille dame. Du har gået og svinget den lille søde røv af din hele aftenen og nu er det du prøver at fortælle mig, at det kun var for sjov. Den går sgu’ ikk’. Vender hende om og vrider hendes arm om på ryggen. Smerte. Klynker.
– Hva’ søren. Der kan man bare se. Du skal bare ha’ det på den hårde måde. Lister en hånd op imellem hendes ben og masserer hende hårdt i skridtet. – Det passer mig fint. Helt fint.
– Neeeej!!! Mærker hvordan han flår trusserne af hende.
– Åh jo’. Stemmen ophidset, smilende.
– La’ vær. Græder af smerte.- Please.
Grebet løsnedes i samme sekund knaldet lød. Hun havde aldrig hørt noget lignende, for der var flere forskellige lyde i selve knaldet. En ting var sikkert. Noget hårdt havde ramt noget andet hårdt og selv om de havde hver sin lyd, var hun ikke i tvivl om at begge to var ødelagt eller gået i stykker.
Hvad hun ikke kunne vide var at den ene ting med sikkerhed kunne laves igen. Det var ikke tilfældet med den anden.
– Åh min gud, er han …?
Kvalme. Ka’ ikke få øjnene fra blodet. Ansigtet. Knust. Knust med …
Den ødelagte guitar rammer jorden. Vakler baglæns. Væk. Bare væk. Vender mig. Kaster op. Voldsomt.
– Han ville … ville …
Stemmen er grådkvalt, næppe hørlig.
– Tak … tak mister.
Hendes ord rammer mig som slag i maven. Vakler tilbage og griber hende i armen. Tøsen. Måske femten, højest.
– Du må væk. Her … her kan du ikke længere være.
– Væk? Hvordan …jeg …
Græder. Ryster.
Kigger ud i mørket. Har svært ved at tænke klart. Svimmel.
– Ved det ikk’.
Studser. Sagde jeg noget?
– Bare se at komme væk.
Måske. Stemmen minder om min.
Husker ikke mer’. Kun mørke. Det befriende mørke.
Varmt.
Klokken næsten tolv.
Solen står lige ned og luften står stille.
Ingen bevæger sig unødigt.
Skygge findes kun indedøre eller udenfor under halvtaget.
Forbasket varmt.
Vågner i stolen udenfor, gispende efter vejret. Noget strammer om min hals. Hårdt. Kan ikke få vejret. Vrider mig. Ansigter omkring mig, grinende. Prøver at komme fri. Det svimler for mine øjne. Må .. må ha’ luft. Må fri af .. af ..
Vågner med et skrig. Udenfor. Siddende. Gennemblødt af sved. Tar’ mig til halsen. Intet. Kigger rundt. Ingen. Varm. Meget varm. Må afkøles. Rækker hånden bagud og åbner lågen. Et koldt pust slår i møde og min hånd lukker sig om de krystalliserede vanddråber. Putter en i munden. Ryster. Kontrasten for stor. Kulden stikker mellem øjnene. Bedre. Lidt. Kigger rundt igen. Føler stadig drømmens favntag. Ingen. Stadig meget varm. Trækker bordet hen. Spreder lommetørklædet ud og fordeler isterningerne. Folder det sammen og slår en knude i hver ende. Finder lommelærken frem fra inderlommen. Kigger på den. Lidt under kvart fuld. Tømmer den. Læner mig frem. Et slag til hver isterning er nok. Lægger det på panden og læner mig tilbage i stolen. Bedre. Lidt.
Koldt.
Kvalme. Drømmer i vågen tilstand. Et frygteligt billede viser sig. Ser mig selv sidde og spille guitar. Ingen toner forlader strengene, kun skrig. Blod driver fra gribebrættet. Mit blod. I hullet bag strengene skimtes et ansigt. Forvredet, knust. Det siger ikke noget. Stirrer bare på mig med sine døde åbne øjne. Stirrer.
Det kommer langsomt. Hukommelsens tilbagevenden. Paralyseret. Ka’ ikke bevæge mig. Som om varmen og tømmermændene skaber en naturlig forhindring. En lyd. Flytter blikket. En hund i gyden overfor. Grå og plettet af skidt. Trækker på det ene bagben, slagsmål. Tungen drypper spor i støvet. Øjnene søgende, usikre. Snuser stille, vejrer luften. Sætter i gang igen. Tænderne blottes, mens smerterne tar’ til. Sår, betændte og væskefyldte i brændende sol, skidt. Forsvinder ind i skyggen. Godt for den.
Godt for den.
Uro. Drejer hovedet. Kan mærke dem komme. Grove, uforsonlige mænd. Rejser mig. Det er nytteløst at tale. Nytteløst at forklare. Stirrer. De er stadig et godt stykke væk. Fem. Med rifler. Træder baglæns, væk fra stolen. Ved hvad der kommer, kender deres slags for godt. Fornuften har trange kår blandt disse mænd. Deres selvhad styrer dem. De er ikke længere ansvarlige for deres handlinger. Det kollektive selvbedrag er styrken i gruppen. Foreningen gør dem stærke.
Skidt.
Løber. Halsende, forpustet. Vejrtrækningen hurtig og smertende. Hjertet pumper faretruende. Begyndende prikker for øjnene. Uopmærksom. Snubler. Prøver at tage fra. Op igen. Håndleddet smerter, skulderen dunker efter slaget. Videre. Lukker alt ude. Så brag, bagfra. To … tre. Sætter i spring over nogle lave buske. Væk. Flere knald. Et sus tæt ved hovedet. Videre. Angsten trækker maven sammen. Lungerne smerter. Mangler ilt.
Hov! Nær væltet igen. Genfinder balancen. Løber videre
… videre
… videre
… væk
… væk
… gisper midt i et åndedrag. Mister balancen. Ved ikke hvorfor. Griber ud i luften. En pludselig smerte i siden. Fortvivlelse. Vrede. Kom nu, du kan godt.
Falder. Intet at ta’ fra med. Slår hovedet, men mærker intet. Ligger stille. Råb. Flimrende skikkelser. Dis.
Forstår ikke hvorfor jeg er så kold. Vrede igen. Hvad laver den forbandede varme? Taget en fridag? Griner lydløst.
Stemmer. Tæt på.
Fryser.
Pludselig lettelse. Varmt i helvede. Må være på vej til himlen.
Smiler.
Lukker øjnene.
Så gør det ikke så meget.
Slapper af.
Glider væk.
